Åbent for publikum: Hvad står portugisisk ridekunst for i forhold til den gængse sportsridning og klassisk akademisk ridning a la Bent Branderup? "Den portugisiske ridekunst stræber efter en perfekt harmoni mellem hest og rytter, men uden at det på nogen måde sker på bekostning af fremdrift og kraft hos hesten. Den tradition er Rodrigo Matos en fornem repræsentant for, og du har nu muligheden for som publikum at opleve dette ved selvsyn. Både i grundridningen og når hest og rytter når til øvelserne over jorden. Og så alt det indimellem: Blandt andet øvelserne til Grand Prix som Matos har trænet flere heste op til.", forklarer Lone Nyhuus om den portugisiske læremester.
Rodrigo Matos var i Danmark i oktober måned 2007, hvor han demonstrerede at hans gode, gammeldags og akademisk funderede ridning virker: Udvendig tøjle - sid stille - hesten frem foran lod, ligeudretning - balance og ro før hver ny øvelse osv. Uanset hvilke problemer ekvipagerne kom med, spottede han årsagen og gik målrettet efter det. Og hestene blev bløde, medgørlige og trygge under ham, forklarer hun.
"Nogle vil nok sige, at hans undervisningsform er lidt gammeldags. Det er snarere en gammeldags ridelærer end en moderne coach, vi måske ser i aktion. Men det giver resultater. Ligesom hans konsekvente arbejde, som altid er på hestens betingelser, afføder respekt.", fortæller Lone Nyhuus til heste-nettet.
16.-18. maj er der mulighed for at se Rodrigo Matos live. Her kan du stifte bekendtskab med den portugisiske ridekunst og få redskaber til, hvordan du - i din egen ridning - kan bruge den mere end 500 år gamle tradition. Det koster 300 kroner at overvære kurset. Stald Egelund ved Ganløse.
Kurset er åbent for publikum. Se mere her: http://www.lusitano.dk/