God staldhygiejne er alfa og omega for at undgå at hesten får medicinrester ind i kroppen igen, bekræfter ny fransk forskning. Forskerne testede urinindholdet 2 gange dagligt på både behandlede og ubehandlede heste som delte boks. Her blev al madrassen skiftet ud og delvis skiftet ud samt slet ikke skiftet overhovedet. Ved både den delvis udskiftede madras og den helt uberørte madras, målte forskerne tilstrækkelige værdier til en positiv dopingtest hos både de behandlede og ubehandlede heste.
Så hele boksmadrassen bør udskiftes - især hvis flere heste deler boks. Der er nemlig stor risiko for at hesten kan måles positiv i en dopingtest, såfremt den er behandlet med en lang række præparater. Ofte er de anti-inflammatoriske præparater syndebukken, da de er de mest benyttede, ifølge de franske forskere.
Det har nu længe været øverste punkt hos de førende FEI-dyrlæger herhjemme at udbrede kendskabet til faren ved recycling af medicinrester i hestens staldmiljø. Det betyder at hesten i princippet kan fortsætte med at have medicinrester i blodet længe efter behandling. Eller den kan smitte andre heste som måske bruger samme boks. Og det kan kun undgås ved at man overholder en striks bokshygiejne.
Det er velkendt viden at "recycling" ofte er årsag til den positive dopingtest. Selvom tilbageholdelsestider er overholdt og stoffet skønnes at være ude af hestens krop efter behandling, kan hesten alligevel vise sig positiv igen og igen i en dopingtest, hvis den spiser af den halm den har tisset i. Og spåner eller lignende strøelse er ingen garanti for at hesten ikke kan finde på at spise af sin madras, ifølge Nicolaj Jarløv.
Dyrlæge Nicolaj Jarløv anbefaler derfor, at man altid kun anvender samme boks til hesten, og at både hjemmeboks samt stævneboksen altid rengøres yderst grundigt under behandling. "Brug aldrig samme spand med medicin til andre heste og hold medicin til heste langt væk fra foderrummet, gerne i et separat rum."
Kilde: The Horse

