Den 9-årige Donne Asana er en fremtidens hest, det beviste hun ved det firestjernede internationale dressurstævne i Braunschweig i Tyskland. I sin internationale debut leverede hesten med Lone Jørgensen i sadlen en fornem præstation og scorede 70,680%, hvilket gav en tredjeplads. "Det gik super godt, faktisk også bedre end jeg havde forventet, idet hun ikke har gået Grand Prix Special før. Der var stadig fejl i hist og her, blandt andet i etterchangementerne og i den ene piuette. Det var måske også lidt min fejl, fordi hun var så sød på opvarmningen og lavede alle øvelserne så fint, blev jeg lidt for sikker på hende. Jeg tør godt sige, at hun bliver den bedste hest, vi nogensinde har haft. Allerede nu er der ting, hun laver bedre end Kennedy gjorde", udtaler Lone Jørgensen. Ekvipagen blev kun overgået at Emma Hindle på Lancet og Hubertus Schmidt på Wansuela Suerte som fik henholdsvis 71,680% og 71,480%. Nathalie zu Sayn Wittgenstein red også et flot resultat hjem, på Rigoletto blev det til en fjerdeplads med 70,080%, kun 0,6% mindre end Lone Jørgensen.
Kilde: Dansk Rideforbund

