En 49-årig kvinde på Herningvej lidt udenfor Ringkøbing har fået en påmindelse fra Kredsdyrlægen om, at hun holder al for mange dyr på for lidt plads. En dyreværns-forening tilkaldte mandag aften politiet, som aflagde den 49 årige kvinde et besøg. Dyreværnsforeningen havde fået formodning om, at der måske var tale om kritisable forhold.
Irvin Christensen, politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing melder da også, at de omkring 50 hunde, syv katte, to heste samt både marsvin og fugle var noget af et særsyn at holde i et privat hjem. Selve ejendommen er et nedlagt landbrug, og hestene gik i en af udbygningerne. Hundene og kattene var både i udbygningen samt i stuehuset.
Politiet har udtalt at dyrene for så vidt så ud til at have det rimeligt, men at det var betænkeligt, at de mindre dyr var opbevaret i transportbokse. Så på den baggrund blev kredsdyrlægen inddraget, som sammen med politiet besøgte kvinden i går. Her fik hun stillet en række krav og påbud, hvoraf en del skal efterkommes med det samme.
Kredsdyrlægen har påbudt kvinden omgående at skære drastisk ned i antallet af dyr og sørge for, at der strøes halm der, hvor hestene går i udbygningen. Det har hun således fået en omgående frist til at rette op på.
Kilde: Århus Stiftstidende

