Henrik Leth, Klampenborg Galopbanes referent gennem 47 år, døde i forgårs i en alder af 77 år. Henrik Leth var kendt af mange som den inkarnerede kommentatorstemme, når han var speakede på Klampenborg Galopbane.
Ikke alene var han højt respekteret, han havde også en formidabel evne til at huske både jockeyers, træneres, ejeres og hestes navne, og var yderst dedikeret til sporten, selvom han ved flere lejligheder har udtalt, at det naturligvis kan være svært at "holde gryden i kog i et løb, hvis der ikke rigtig skete noget."
"Men så hellere holde nogle små pauser end at begynde at fortælle historier fra nær og fjern. Et løb kan da godt være dødkedeligt, men jeg har også kunnet gøre et løb med 4-5 heste spændende, hvis det skulle være. Omvendt kunne jeg gøre dem dødkedelige, hvis jeg selv kedede mig. Men i et løb for de bedste heste kørte jeg automatisk i et lidt højere leje, og begejstringen var større. Selv om der ikke skete så meget, skulle jeg nok få det til at lyde sådan. Man kunne jo fx lægge lidt mere i de angreb, man 'så' i det fjerne", sagde Henrik Leth i et interview med Politikken for nogle år siden.
Flere har gennem tiden forsøgt at kopiere eller parodiere hans stemme - blandt andet Thomas Eje i Linie 3. Også et af Danmarks store slikfirmaer brugte Henrik Leth til deres reklamer.
"Henrik Leth var ikke en original i gængs forstand, men et unikum, som mange har forsøgt at kopiere eller parodiere. Bedst kendt er naturligvis Thomas Ejes fortolkning af Henrik Leths medrivende, engagerede, og spændende opløbsbeskrivelse", skriver Nick Elsass, formand for Dansk Galop.
Privat var Henrik Leth chef for skadesafdelingen hos Tryg Forsikring. For 2 år siden besluttede Henrik Leth at trække sig tilbage, og i stedet indtage rollen som tilskuer fra tribunen. Det skete efter flere år med dårligt helbred. Han efterlader sig hustru, tre børn og mange børnebørn.
www.galopsport.dk/nyheder.html
Kilde: galopsport.dk og Politikken

