Flere partier i Folketinget har ytret ønske om et såkaldt dyreværnspoliti herhjemme på lige fod med blandt andet England og USA. Men Lene Espersen afviser imidlertid blankt i en skriftlig kommentar, at der er behov for et særligt dyreværnspoliti i Danmark. De specialenheder for dyrevænssager, der er resultat af politireformen, og har fungeret siden januar 2007 skal først evalueres.
"Vi har allerede taget en række initiativer, der skal styrke politiets og anklagemyndighedens arbejde i dyreværnssager. Desuden indgår det i flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden 2007-2010, at der skal være enheder med specialuddannet personale, der kan behandle dyreværnssager, til rådighed i alle politikredse, og at håndhævelsen af dyreværnslovgivningen skal skærpes", skriver justitsministeren.
Christian H. Hansen, (DF) mener derimod at regulært dyreværnspoliti er nødvendigt. "Det vigtige er, at der er nogle, som holder øje med, hvordan dyrene behandles - og som har uddannelsen til det. Det behøver ikke nødvendigvis være betjente. Desværre har politiet ikke i øjeblikket de fornødne ressourcer til at kunne give sagerne den opmærksomhed, de fortjener, og politiets kompetencer halter endnu visse steder".
Dyrenes Beskyttelse samarbejder med politiet
Politireformen trådte i kraft 1. januar 2007 med specialenheder for dyrevænssager i næsten alle politikredse. Dyrenes Beskyttelse har netop været aktiv i uddannelsen af de betjente, der skal varetage sagerne, og har blandt andet udgivet en kommenteret dyreværnslov, som er sendt ud til samtlige politikredse.
Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse, udtaler at han også først vil se, hvordan flerårsaftalen kommer til at virke.
Med undervisning og loven lige ved hånden har Dyrenes Beskytttelse nemlig store forventninger til, at politiet fremover bliver en effektiv støtte for Dyrenes Beskyttelse's kredsformand i de sager, hvor politiet skønnes nødvendige, siger kredsformand Ole Caspersen, og tilføjer, at de fleste sager løser kredsformændene selv uden politiets hjælp.
Dyrenes Beskyttelse indleder netop nu en møderække med ledelsen i politikredsene i et fremtidigt samarbejde om dyrevænssager. Første møde er med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
"Vi håber på, at det, som er sat i gang, betyder, at politiet sætter dyrevelfærden højt og sikrer, at der er den nødvendige saglighed", siger Ole Münster.
Kilde: Dyrenes beskyttelse og Fyens Stiftstidende

