Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop ønsker at blive ligestillet med andre erhvervsvirksomheder skatte- og momsmæssigt. I årevis har trav og galopsporten ikke kunnet foretage større investeringer, da etableringsudgifter og underskud ikke er fradagsberettigede, som tilfældet er i erhvervsvirksomheder.
Det skaber for stor ulighed, mener begge forbund, og kæder det sammen med den drastiske nedgang i antallet af heste i væddeløbssporten. I Sverige har man de sidste 15 år gjort væddeløbsporten moms- og skattepligtig, hvilket har skabt en kæmpe vækst i hele branchen.
"Ønsker en udenlandsk træner at få trænet sin hest hos en dansk træner koster det 25% mere end fx i Sverige, fordi momsen ifølge fast praksis ikke refunderes. Det samme gælder for dyrlægens ydelser til udenlandske hesteejere".
Som reglerne er nu, bliver fx. løbsindtægter fra heste beskattet som personlig indkomst, men løber hesten ikke pengepræmier hjem næste år, kan underskuddet eller løbet ikke trækkes fra, som fradragsberettigede driftsomkostninger, ligesom i en erhvervsvirksomhed. Men anerkendes løbssporten netop som erhvervsvirksomhed, vil alle gevinsterne blive beskattet, men der vil dermed være mulighed for skattemæssige afskrivninger på investeringer og fradrag for etablerings-og driftsomkostninger.
Landscentret Heste udtaler til heste-nettet, at de afventer forslaget med spænding. Også selvom de 32 avlsforbund, der er tilknyttet Landscentret ikke direkte berøres af en eventuel ændring, kan der således godt være avlere med løbsheste blandt medlemmerne.
Kilde: Dansk Galop

