"Det hvide spektakel". Sådan har Andreas Helgstrand ved flere lejligheder omtalt stjernehoppen Matiné. Nu kan han glæde sig over 2 ting: At hans ridt på Blue Hors Matiné er blevet set flere gange end Mike Tysons knockouts og beslutningen om at det bliver Matiné, som kommer til start til OL. Hvis alt flasker sig vel og mærke.
Til DR Sporten udtalte Helgstrand: "Min førsteprioritet er Matiné. Hvis jeg løber ind i en skade eller føles det, som om den ikke går så godt, ændrer jeg på det. Men udgangspunktet er Matiné, siger Andreas Helgstrand til DR Sporten.
Jeg har gjort det godt på Casmir, og mens den har trukket pointene hjem, har jeg kunnet spare Matiné lidt. Det er en klar fordel, siger Helgstrand.
Andreas Helgstrand er endnu ikke officielt kvalificeret til OL, men er '99 procent sikker på at komme med, siger han.
6 mil. visninger på You Tube
Videoklippet fra VM på You Tube har nu rundet de seks millioner klik, siden det blev lagt på for godt et år siden. I september havde 5 millioner været inde at klikke på videoklippet, hvilket altså betyder, at folk stadig 1½ år efter begivenheden gerne vil se det fantastiske ridt.
Selv siger hovedpersonen, "Det er jo helt vildt, jeg kan ikke forklare, hvorfor det er så populært. Men der var noget magisk over den aften, den dansende hvide hest, kulissen, og hele set-uppet omkring arenaen. Det var fantastisk," udtaler Andreas Helgstrand og er godt tilfreds med at være blevet set af flere end specielt Cristiano Ronaldo og Maradona.
Kilde: Dansk Rideforbund og DR Sporten

