Hjørring: En stutteriejer ved Poulstrup har krævet 300.000 kroner i erstatning af kommunen - og dem får han - men han er ikke tilfreds, for det har forringet hans stutteri, at der er så meget trafik ved hans ejendom, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Trafikken er blev ledt forbi stutteriejerens hjem ved Gønderupvej på grund af Hirtshalsmotorvejen og lukningen af Tollestrupvej syd for Poulstrup. Her var der før lukningen ganske sparsomt med trafik. Det er der ikke længere. Gønderupvej blev således pludselig voldsomt trafikeret, og hesteopdrætteren krævede ulempeerstatning, da han netop har en staldbygning på den ene side af vejen og græsfolde på den anden side. Og nu er det blevet noget mere besværligt at få hestene over vejen, hævder han.
Stutteriejeren har fået en ejendomsmægler til at opgøre tabet, og han vurderede det til værende 750.000 kroner i værdiforringelse af ejendommen samt yderligere 500.000 kroner til dækning af øgede driftsudgifter, så samlet set lyder erstatningen til kommunen på 1.250.000 kroner.
Vestre Landsret har imidlertid foreslået et forlig så Hjørring kommune betaler 300.000 kroner og det har de gjort med begrundelsen: "..Ulemperne ved vejomlægningen oversteg, hvad der må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet. Ejeren har derfor krav på erstatning, men kun i det omfang, der ligger ud over, hvad der må anses for en rimelig tålegrænse."
Advokaten for Hjørring kommune har anbefalet kommunen at acceptere forliget, på trods af, at formand for teknik og vej, Ole Ørnbøl (S), har udtalt at han mener, at stutteriejerens krav er urimeligt højt.
"Jeg synes ikke han har fået alle de gener han anfører, men vi må bare tage det til efterretning. Vi kan ikke gøre andet".
Kilde: Nordjyske Stiftstidende

