Under temaet "nej til doping" holdt panelet med toprytter Anke ter Beek, dyrlæge, Nikolaj Jarløv, FEI-dyrlæge Carsten Grøndahl og Jimmi Ehlers fra Antidoping Danmark et temaforedrag, der handlede om medicinering, dopingkontrol og sikkerhed i det danske hestehold i Brøndbyhallen i går aftes.
Og der var god grund til at lytte, for rigtig mange tilhørere var slet ikke klar over problemet omkring utilsigtet doping, og hvor nemt det er, at ryge i den fælde. Især hvis ikke man overholder de ret stramme hygiejnekrav, når hesten behandles med et præparat. Og ikke mindst, hvis andre glemmer, at overholde de samme hygiejnekrav og og til sidst, hvis man utilsigtet, kommer til at give hesten det nyeste skud på fodertilskudshylden.
Man kan og skal altid behandle hesten, hvis det skønnes af dyrlægen, var det overordnede budskab hos begge dyrlæge-oplægsholdere. Man skal blot sørge for, at behandlingen med det forbudte stof altid godkendes af FEI stævnedyrlægen, såfremt hesten skal deltage i konkurrence. Så bliver der netop taget højde for indholdstofferne i det præparat, hesten er blevet behandlet med, i det endelige analysesvar fra dopingprøven. Så tester man nemlig udelukkende for andre stoffer end det hesten er blevet behandlet for, og så længe det forbudte stof's niveau er i overenstemmelse med hvad der er blevet oplyst, giver det som regel ingen problemer, siger FEI dyrlæge Carsten Grøndahl.
Utilsigtet doping - recycling
Hygiejne var aftenens overraskelsestema, for hvor mange tænker over, at præparater på FEI's dopingliste kan findes i hesten længe efter den normale "detection time". Dvs. det tidspunkt et præparat skønnes at være ude af hestens krop. Men hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det, hvis hesten spiser af den halm, den har tisset i, og dermed får egne medicinrester ind i kroppen igen. Således får hesten stofferne ind i blodbanen igen, hvilket vil kunne ses på en dopingprøve. Det kaldes at hesten har recyclet stoffet i kroppen, forklarer Dyrlæge Nikolaj Jarløv. På den måde vil hesten kunne testes positiv igen og igen, selv efter en behandling af ældre dato. Gør derfor altid din boks omhyggelig ren, især, hvis hesten er under behandling.
Pas på hygiejnen
Ligeledes er det også en absolut nødvendighed, at rengøre og tjekke den stævneboks man sætter sin hest ind i, da vandkopper og halm mv. kan være forurenet fra den forrige hest. Det er derfor, at dyrlæge Nikolaj Jarløv undertreger vigtigheden i, at hver hest altid har sin egen faste boks. Brug aldrig samme spand med medicin til andre heste og hold medicin til heste langt væk fra foderrummet, gerne i et separat rum.
"En god idé kan være at sprøjte pulver ind i munden opløst i lidt vand, i stedet for pulverform, for netop at sikre sig imod "spild" og forebygge, at andre heste kan optage resterne. Dermed sikrer man sig også en større chance for, at hesten får rette dosis.", siger berider Anke ter Beek.
En sygdomsjournal til hver hest i stalden er alfa og omega, men i det hele taget bør man have en systematik omkring sin medicinhåndtering og en god kommunikation med ens dyrlæge, var samtlige panel-deltagere enige om.
Foderhygiejne - pas på vitaminer og fodertilskud
Ligeså vel som der findes utallige præparater til behandling af muk og andre lidelser, findes der ligeså stort et antal af forskellige vitamintilskud og fodertilskud mv. på markedet. Og fælles for dem alle er, at de kan indeholde stoffer fra den forbudte liste uden at hesteejeren er klar over det = utilsigtet doping. Og den kan vi alle gøre os skyldig i, hvis ikke man træffer sine forholdsregler. Selv pebermyntebolsjet kan være tilstrækkeligt til en positiv dopingprøve, siger Anke ter Beek, hvilket gav stof til eftertanke.
Panelet bestod af repræsentanter for toprytteren Anke ter Beek, tophestens dyrlæge, Nikolaj Jarløv, FEI-dyrlægen, Carsten Grøndahl og en repræsentant for Antidoping Danmark, Jimmi Ehlers.
Du kan stadig nå at deltage i det sidste doping-foredag, som foregår den 26-11, Dronning Margrethe Hallen, lokale K 1, Vestre Ringvej 101, 7000 Fredericia
Temaaftenen var arrangeret af Hestens Værn, Dansk Ride Forbund, Landsudvalget for Heste, Dansk Køre Forbund, Dansk Galop, Dansk Travsports Centralforbund og Den Danske Dyrlægeforening.

