Nu på søndag d. 18. november kl. 13.00 til 17.00 afholder Dansk Islandshesteforening en clinic med Eyjólfur Isólfsson, der til daglig er chefberider på Landbrugsuniversitetet i Hólar på Nordisland. Det er første gang der afholdes et arrangement af den art for islandshestefolket i Danmark.
Gennem foredrag og masser af praktiske eksempler i ridehuset demonstrer Eyjólfur Isólfsson, hvordan man med et enkelt og logisk opbygget system kan bevare arbejdsglæden, tilliden og venskabet mellem menneske og hest gennem hele uddannelsesforløbet. Opvisningen varer 3 til 4 timer.
Ryttere fra ind- og udland kommer sammen med deres heste og viser de forskellige stadier i hestens uddannelse fra unghest til uddannet konkurrencehest.
Blandt de deltagende ryttere finder man bla. verdensmesteren i 5-gang Þórarinn Eymundsson, på: Hingsten Kraftur frá Bringu. Þórarinn Eymundsson er netop kåret som årets rytter på Island.
Flere af de danske landsholdryttere deltager også med både unge og mere veluddannede heste. Rytterne og deres heste er allerede nu samlet på Vilhelmsborg for at forberede sig og planlægge de sidste detaljer.
Arrangementet finder sted på Danmarks Nationale hestesportscenter Vilhelmsborg, hvor der er omkring 2000 siddepladser i opvisningshallen. Vi har solgt ca. 1.700 billetter i forsalg - ganske flot for en forening, der tæller godt 8.000 medlemmer.
Billeter kan købes ved indgangen.
Læs mere på www.islandshest.dk

