I Houstrup i weekenden foregik den store hubertusjagt, hvor ryttere fra hele Jylland deltog. Alle stod de klar ved Houstrup Strand, hvor starten gik. Kun en enkelt rytter faldt af ved et uheld, da der uheldigvis var mountainbiketræf i samme område, hvilket medførte, at Lene Bruun måtte ty til en hård opbremsning af hesten.
Jette Beck fra Billum på hesten Dengse agerede ræv med en rævehale fastgjort til hendes røde jakke, så hun red forrest i feltet. Hun fortæller, at hendes hest er ligeså vild med jagterne, som hende selv. Det er rigtig sjovt at starte jagter, siger hun, men mest af alt, fordi hesten synes det er sjovt.
Starten gik og hele feltet red glad og forventningsfulde mod de 30 forhindringer og den 18 kilometer lange rute, alt imens publikum blev kørt op til skoven i en trailer, så de var klar, når rytterne kom tilbage igen. To timer var rytterne om at komme i mål. Ingen ryttere kom til skade, og kun Lene Bruun måtte ned og bide i græsset, men hun slap uskadt, dog slap hun ikke fra at skulle give en skarp, traditionen tro, hvis man falder af hesten.
Hun siger dog, at hun er frisk på hubertusjagten i Dyrehaven om et par uger. Det var nemlig en rigtig god jagt, på trods af den ufrivillige afsidning.
Hubertusjagten i Dyrehaven foregår den første søndag i november.
Kilde: Jyske Vestkysten

