Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Dyrenes forhold på Oregaard forbedret

Tirsdag den 15. januar bliver en skæbnedag for 19 kreaturer på Oregaard på Nordfyn.

Nabogruppens pressemeddelelser om dyrenes ringe forhold på Oregaard udsendt den 9.-19. og 28. december 2001 gav sig udslag i gradvise forbedringer.

De 21 kreaturer i en indhegning uden læskur blev flyttet til en indhegning, hvor de sammen med 18 heste skulle dele ly og læ i tre jernbanevogne. Fornyet omtale af det uholdbare i den situation, fik ejerne til at drive omtalte heste og køer hjem til arealet umiddelbart omkring Oregaards hovedbygning, hvor de blev stuvet under tag om natten.

I de efterfølgende dage og ind i det nye år var der voldsom aktivitet. De ringeste dyr blev flyttet af vejen, nogle blev kørt bort til ukendt bestemmelsessted, og der blev strøet og fodret hos kreaturerne i staldene på Oregaard, på den tilstødende ejendom Middelfartvej 152 og ejendommene under Oregaard: Broskov 4 og Brovangen 10, hvor der permanent er opstaldet kreaturer.

Alt var derfor klart til at modtage politi og kredsdyrlæge til lydefri fremvisning den 3. januar.

Ejby kommune har udstedt forbud mod opstaldning af kreaturer på de to sidst-nævnte ejendomme, idet de miljømæssige forhold ikke er i forskriftsmæssig stand, men som tidligere nævnt er landets love om miljø og dyreværn ikke gældende på Oregaard.

Gården Middelfartvej 152 tilhører en mæcén, Poul Egede Hansen, Borup, der har stillet ejendommen til rådighed for familien Benzon på Oregaard, som han i efteråret ydermere skænkede 10 røde køer med 6 kalve til en værdi af ca. kr. 55.000 købt ud af en ophørsbesætning fra en kendt jydsk avler. Den røde besætning er opstaldet på ejendommen.

En tidligere mæcén, Jørgen Emil Mærsk Møllers konkursbo har begæret ejendommen Broskov 4 på tvangsauktion den 15. januar, og kræver hele gælden et pantebrev på kr.1,319.000 indfriet. Forhistorien er den, at den siden afdøde Jørgen Emil Mærsk Møller skænkede et millionbeløb til forbedring af dyrenes forhold på Oregaard. Da pengene ikke blev anvendt efter formålet, krævede han dem tilbage, men fik i stedet et afdragsfrit 3 ½% pantebrev i ejendommen Broskov 4, som Jørgen Emil Mærsk Møllers konkursbo nu kræver solgt på tvangsauktion på grund af manglende renteindbetaling.

Hvis den ny ejer selv skal bruge ejendommen, kan han med dags varsel kræve besætningen på 19 kreaturer fjernet, som familien Benzon så skal finde ny staldplads til. Oregaards stalde er i forvejen fyldt til bristepunktet.

Danmarks nye regering ser ikke umiddelbart ud til at sætte idégrundlaget for Oregaard særligt højt. Fødevareministeriets rådgivende udvalg vedrørende bevarings- og besøgscentre for gamle danske husdyrracer er med på den netop offentliggjorte dødsliste over udvalg, der skal nedlægges.

[Kilde: Bent Olsen, Nabogruppen]

 

Tilføjet d. 16-01-2002 kl. 01:50 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider