Så er det med at finde festhumøret og rideglæden frem og gøre klar til en oplevelse ud over det sædvanlige.
Fra den 7.-10. februar, 2002 er DVR Horse Shows vært ved endnu en World Cup kvalifikation, denne gang i Dressur samtidigt med at det årlige Vilhelmsborg CSIO springstævne afvikles. Topnationerne Tyskland, Holland, Danmark og Sverige kommer for konkurrere om nogle af sidste vigtige World Cup point i kampen om at kvalificere sig til Finale fra den 21.-24. marts i 's-Hertogenbosch, Holland.
Fra Tyskland er der givet tilsagn om Karin Rehbein (tidligere vinder af to danske World Cup kvalifikationer), Michael og Ingrid Klimke ( Ol vinder Reiner Klimke’s børn) og World Cup ranglistens nummer 6. Gina Capellmann-Lutkemeier.
Sverige har meldt at Jan Brink, der pt ligger nummer tre i den samlede World Cup stilling er klar. Jan Brink var i øvrigt kun ganske få point fra at slå Lars Petersen i Stockholm til World Cup stævnet i december sidste år, så han kommer uden tvivl for at få revanche.
Fra Danmark kan man da netop også glæde sig til gensyn med bl.a. Lars Petersen, der pt ligger nummer 2 på verdensranglisten og Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, der fik en flot 4. plads ved det internationale stævne i Franfurt i december sidste år.
Derudover bliver der gensyn med en vigtig del af World Cup Dressur traditionen, nemlig hollandske Tineke Bartels, som i sin tid var med til at ’opfinde’ World Cuppen sammen med sin mand Joep Bartels. Tineke Bartels er ligesom Karin Rehbein også tidligere vinder af en dansk kvalifikation, og hendes hest Jazz er kåret i DV og blev for år tilbage præsenteret på hingstekåringen i Herning.
I alt 200 heste gør deres indtog den 7. februar, deriblandt også flere danske og tyske springheste.Samtidigt med World Cup Dressur stævnet afvikles nemlig det for Vilhelmsborg årligt tilbagevendende CSIO. I år med deltagelse af topryttere fra ind og udland. Fra Danmark kommer hele eliten inkl. Thomas Velin, Lars og Søren Nørgaard Pedersen, Charlotte Lund og den regerende danske mester Torben Suhr samt brutto junior/ungrytter landsholdet.
Charlotte Lund blev i efteråret nummer to i den danske World Cup kvalifikation på Vilhelmsborg med hesten Charlottenhof’s Charisma, som hun havde lånt af sin tyske træner Soeren von Rönne. Alt tyder på at Charlotte får lov til at låne hesten igen til februar stævnet, også selv om Soeren regner med selv at deltage. Stævnet vil i givet fald blive hans comeback efter en længere skadespause. Pt er Charlotte i Tyskland for at træne hos Soeren.
Soeren von Rönne bliver ikke den eneste tyske springrytter, man kan nyde gensyn med. Veteranen og tidligere landstræner for de danske springryttere Karsten Huck er på banen, og det samme gælder Carsten Otto-Nagel ( EM hold guldvinder, 1999), Thomas Voss og Thiess Luther, søn af legendariske Peter Luther.
Alt i alt tegner det til at blive 4 forrygende dage i de smukke omgivelser på Vilhelmsborg, der allerede summer af aktivitet i forbindelse med forberedelserne til stævnet, som man kan følge med i på DVR Horse Shows hjemmeside. Her finder man også information om billetpriser, konkurrencer, tidsplaner m.m.
Kom og få en oplevelse ud over det sædvanlige!!
[Kilde: Elisabeth Wille, DVR Horse Shows]
WorldCup / CSIO på Vilhelmsborg
Tilføjet d. 12-01-2002 kl. 18:39 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

