Finale i keglekørsel på Christiansborg
100-dele sekunder, lydighed, horsemanship og et godt øjemål er i fokus, før vinderne i TopCup 2007 findes. Hvem løber af med sejren?
48 sjællandske kuske med heste og vogne har kvalificeret sig til et spændende og festligt opgør søndag den 23. september kl. 10 - 16 på Christiansborg Ridebane. TopCup 2007 er en gennemgående konkurrence i keglekørsel. Banen med 15 porte (kegler med bolde) skal køres hurtigt og fejlfrit. Det koster 0,5 strafpoints pr. påbegyndt sekund ekvipagen afviger fra idealtiden, mens en tippet bold giver 3 strafpoints. Elitekuske, der kører i klasse A skal bare køre hurtigt og sikkert. Her koster det kun efter idealtiden og hvert sekund efter er lig med 0,5 strafpoints. Verdensmesteren Peter Koux i 1-spand pony, er en af elitekuskene, som stiller op på Christiansborg.
Heste og pony'er, uanset race og størrelse, 1-, 2- og 4-spand konkurrerer i samme klasse. Det er kuskens erfaringer der afgør i hvilken af de 4 klasser der køres: A elitekuske, B øvede og C mindre øvede kuske. Klasse D er for kuske, der kører 1-spand pony u. 120 cm.
Det er 3. år sjællandske kuske kører TopCup. Interessen er stigende. 74 kuske har i år været i med i TopCup. Læs mere på www.123hjemmeside.dk/TopCup

