Flere fynske rideklubber har tilsyneladende ladet sig kraftigt inspirere af muligheden for at ansøge kommunen om penge til nye heste. Heste-nettet beskrev for kort tid siden, hvordan både Hestehavens Rideklub og Bogø Ridecenter fik bevilget et beløb på 19.000 kroner til indkøb af 2 elevheste gennem Folkeoplysningsudvalget.
Nu har Fredericia Rideklub og Snoghøj Rideklub lagt sig sammen og netop ansøgt Folkeoplysningsudvalget om 100.000 kroner til 4 nye heste. Det har Folkeoplysnings-udvalget imidlertid ikke imødekommet, på trods af tilskud til de 2 andre klubber. Muligvis for at hindre at en lang række andre rideklubber øjner chancen for at få tilskud ad den vej.
Men Folkeoplysningsudvalget har dog indvilget i at give 25.000 kroner som ekstraordinært driftstilskud og støtte til sammenlægningen af de 2 klubber.
"Vi skal principielt ikke yde tilskud til heste. Man kan selvfølgelig godt sige, at vores støtte kan give luft et andet sted i budgettet så der kan købes heste", siger Torben Møller formand for Folkeoplysningsudvalget.
Kilde: Fyens Stiftstidende

