Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Lovændring for heste i trafik?

Heste-nettet bragte i foråret Vestre Landsrets kendelse om en rytter, der blev idømt en bøde for at have forvoldt en mountainbikecyklist skade. Hesten ramte cyklisten, da denne ville passere hesten med høj fart og samtidig meget tæt på hesten. Henrik B. Simonsen, formand for DI's naturudvalg stiller spørgsmålstegn til de lovgivningsmæssige præmisser for domsafsigelsen, og ønsker samtidig en lovændring for heste i trafikken. Den kan nemlig have stor betydning for alle ryttere fremover, siger han til Heste-nettet.


Rytter kendt skyldig i uheld


Rytteren blev således kendt ansvarlig, idet hun handlede ansvarspådragende ved ikke at sikre sig fuld kontrol over hesten. De 2 dommere fandt ikke grundlag for at fastslå, at cyklisten forud for, eller under sin forbikørsel havde udvist egen skyld. Rytteren måtte betale sagens omkostninger på 15.000 kroner samt den tilskadekomne cyklist for svie og smerte. Og det er beklageligt, da episoden må betegnes som et hændeligt uheld, ifølge Henrik B. Simonsen.



Henrik B. Simonsen mener, at præmisen for domsafsigelsen "at rytteren ikke sikrede sig fuld kontrol over hesten" er forkert, da ryttere aldrig kan sikre sig fuld kontrol over en hest, som reagerer instinktivt. Så danner episoden præcedens i lignende sager, at rytteren altid er ansvarlig, bør alle ryttere tegne en ansvarsforsikring, siger han.


"Der skal tages særligt hensyn til heste"


Desuden anfægter han færdselslovens forældede spilleregler, hvor hesten stadig betegnes som køretøj, og foreslår at Dansk Rideforbund arbejder frem imod at ændre færdselslovens kapitel 2, hvor det fremgår af § 3 Stk. 2 at: "Der skal vises særligt hensyn over for børn, skolepatruljer, ældre mennesker samt personer, der ifølge særligt af trafikministeren fastsat kendetegn eller i øvrigt, efter hvad der fremgår af omstændighederne, lider af svækket syn eller hørelse eller anden legemlig mangel eller sygdom, som er til ulempe for dem i færdslen".


"Jeg synes, at ryttere og hestekøretøjer burde inkluderes i denne bestemmelse, idet der bør tages særligt hensyn, da heste aldrig kan være under fuld kontrol,"siger Henrik B. Simonsen.


Hvad skete der?

Selve hændelsen fandt sted på en skovsti, hvor rytteren kom ridende i venstre side, på grund af skarp skråning i højre side. En mountainbike kom i modkørende retning, så rytteren gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse ved at anråbe cyklisten, men han passerede alligevel med høj fart forbi hesten. Altså således at rytter og cyklist mødtes højre skulder mod højre skulder. Præcis under mødet skød hesten bagparten udad og ramte dermed cyklisten, så denne styrtede af stien og nedad skråningen, hvorved han brækkede kravebenet.




Tilføjet d. 13-09-2007 kl. 13:56 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider