Military: Danmark endte som nr. 6 ved det Europæiske Hold Mesterskab i Military, som foregik i Övedskloster i Sverige i weekenden.
For første gang siden starten af 80-erne deltog Danmark igen ved Landbo EM, så det var spændende. Et hold består af mellem 4 og 6 ekvipager, hvoraf de 4 bedste tæller med til det endelige resultat. Konkurrencen består af holddressur (kvadrille), enkelt dressur, terrænridning samt afsluttende springning.
Som det eneste hold deltog Danmark med kun 5 ekvipager, Mia Hastrup på Jaslo, Louise Nielsen på Hooker Skovgaard, Susanne Thomsen på Simonside, Camilla Sahlberg på Vestergårdens Dacapo samt Johan Iversen på Ocean.
Holddressuren, torsdag, var en af de større opgaver, som der virkelig blev trænet på under kyndig vejledning af Lars Therkildsen og Christian Struck i ugen op til stævnet. De næste dage gjaldt det så dressur, terræn og spring som i en almindelig militarykonkurrence. Her fik vi alle 5 ekvipager godt igennem og holdet endte med i alt 423,2 strafpoint lige efter Sverige med 368,0.
Mesterskabet blev suverænt vundet af Tyskland med 253,1.
Kilde: Dansk Rideforbund

