Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

David O'Connor stadig i spidsen

David O'Connor fra USA, der sammen med sin kone var med til at vinde holdsølv i Sydney forleden dag, dominerer stadig den individuelle konkurrence, hvor han fik det helt utrolige resultat, 29 strafpoint, i dressuren. Det svarer til ca. 80%, hvilket er utrolig flot.
I udholdenhedsprøven gik det bare fejlfrit i et flot tempo. I det første vandkompleks var der et enkelt mærkværdigt spring, hvor rytter og hest tilsyneladende ikke var helt enige, men derefter satte Custom Made (vinder af Badminton military 1997) ikke en hov forkert, og ekvipagen blev på sin dressurscore, de 29,0 p.
På andenpladsen med 37,4 p. ligger den spinkle Heidi Antikatzidis med sin fuldblod/pony krydsning, Michaelmas. Heidi er den første græske rytter, der nogensinde har deltaget i OL military, og efter et fejlfrit ridt i udholdenhedsprøven, hvor hun kom i mål med fem sekunder i hånden, rykkede hun op på andenpladsen, da Marina Köhnke-Loheit (Tyskland) måtte udgå med vægringer.
Som nr. tre med 39,0 p. finder man Mark Todd fra Australien, som deltog i sin sidste internationale militarykonkurrence. Han var uheldig at blive stoppet to gange under terrænspringningen, fordi andre ryttere (den ene var Haagensen) havde problemer. Det kan synes en fordel at få en pause, men det er det ikke, når hesten er inde i en god rytme, og forhindringerne er opbygget til at følge efter hinanden med en vis sværhedsgrad. Bliver man stoppet, så er der jo ikke noget, der hedder et opvarmningsspring til at komme igang igen på - og desuden ved rytteren ikke, hvor længe en pause varer. Hans hest, Eyespy II, var heldig at have århundredets militaryrytter til at lede sig resten af vejen.
Andrew Hoy fra Australien ligger tæt på med 39,8 p.
I ridebanespringningen starter rytterne i omvendt rækkefølge af deres resultat. David O'Connor rider altså til sidst.
Den indiske rytter, Anees, som du kan læse mere om i gårsdagens artikel, fuldførte udholdenhedsridtet med ialt 226,6 strafpoint, men der var mange, der udgik.
En enkelt hest, Bermuda Gold, der blev redet og var ejet af Mary Jane Tumbridge (Bermuda) blev humant aflivet efter at være styrtet på forhindring nummer to. Efter styrtet, hvor hesten brækkede det ene ben, blev der straks lagt en skinne om, og hesten blev i en special ambulance transporteret til veterinærklinikken i Sydney. Her viste røntgenoptagelser dog, at skaden var så kompliceret, at det ikke lod sig gøre at operere benet, og derefter fik hesten en sprøjte.

 

Tilføjet d. 21-09-2000 kl. 16:12 af i kategorien OL - Military.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider