Sensommerens våde vejr kalder ikke kun på flere hovbylder end sædvanligt. I år har der også været langt flere tilfælde af vind-kolikker, rapporterer flere dyrlæger fra St. Davids Equine Clinic i England.
Vind-kolik betegnes som et såkaldt mildt koliktilfælde, der ofte kan behandles med udelukkende smertestillende medicin, og uden olie, i modsætning til de fleste forstoppelses-kolikker. Vind-kolikker forekommer oftest om foråret eller forsommeren, hvor græsset spirer og hesteejere sætter deres heste ud på græs eller nye græsgange.
Men Tony Kaye fra St. Davids Equine Clinic i England mener imidlertid, at de mange tilfælde i år sandsynligvis skyldes, at græsset ikke voksede særligt hurtigt i starten af sommeren, da det var tørt. Men da vejret så skiftede om til varmt og meget vådt, har det fået græsset til at vokse i ryk, med forgæring i hestens tarm som følge.
Viser hesten sløvhed, trækker overlæben op, drejer hovedet om mod flanken, ruller sig pludseligt kan det være tegn på vind-kolik.Desuden har hesten ofte udspilede flanker, forøget puls og blege slimhinder, advarer Tony Kaye.
Kilde: Horse And Hound

