Weekendhygge med HN-folket
Masser af sol, hygge, heste og naturligvis rigelige mængder af myg. Det er ingredienserne til en god og hyggelig weekend. Fra fredag til søndag var vi inviteret hos Tina og Thomas ved Rude på Sjælland.
Der blev råhygget, snakket, redet, festet og fotograferet. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, men det blev det bestemt ikke mindre hyggeligt af. Festmiddagen lørdag aften blev tilberedt på Pia og Michaels velvilligt udlånte Webergrill. Eneste grill på HN med egen trailer. Der blev grillet bøffer og pølser til den helt store guldmedalje af vores grillmester Jørn. Tilbehør i rigelige mængder, og særligt flødekartoflerne skal jo fremhæves. Anmelderne var ganske enige: "Bedste flødekartofler de havde fået den weekend".
Men inden at man kunne gøre sig fortjent til sådan et måltid var man naturligvis nødt til at motionere lidt, så nogle havde være på en hyggelig ridetur, mens vi andre transporterede frokosten ned til stranden, hvor vi alle mødtes til spisning. Efter frokosten var pludselig opvisning på engen; Egbert viste sig rigtigt frem, Jørn viste ridning uden noget på (heldigvis mente han tøjler) og Ciller viste os hvordan man lægger sig ned.
Kan du slet ikke få nok hygge og billeder, så ligger der endnu flere billeder her: www.jp-photo.dk/galleri/ thumbnails.php?album=404
Tilføjet d. 05-08-2007 kl. 14:38 af Jan Petersen i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Jan Petersen

