Omkring 60 unge varmblodshingste og deres håbefulde ejere fra Sjælland møder i Vallensbæk Ridecenter søndag den 18.11 og mandag og onsdag den 19. -og 21. november stiller ca. 200 fra resten af landet for udvælgelseskomitéen i Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg 10 km syd for Århus.
Af de i alt ca. 260 unghingste af en årgang der kommer optagelsesprøve - eller "forbesigtigelse", som det hedder i fagsproget - går omkring 60 videre til den endelige udtagelse i Messecenter Herning. Her vil kåringskommissionen beslutte sig for 20-25 hingste, der til en start får et års bedækningstilladelse, før de igen skal til bedømmelse.
Næsten udsolgt
Udvælgelse af avlshingste er rygraden i Dansk Varmblods avlskoncept og ubestridt Danmarks største hestebegivenhed, som hvert år finder sted i Messecenter Herning. Næste gang den 14 -17. marts 2002, hvor der forventes 35.000 gæster fra ind -og udland.
Det, der begyndte som en ren avlsforanstaltning på en bar mark, har med tiden udviklet sig til at blive årets højdepunkt for alle landets hesteelskere med konkurrencer i dressur -og springning, gallashow, unghestechampionat, hingsteauktion og tilbehørsudstillingen Hest og Rytter.
Billetsalget er netop begyndt, og hvor utroligt det end lyder er mere end halvdelen af billetterne til den mest populære dag, lørdag den 16. marts, solgt her 4 måneder før begivenheden finder sted.
International anerkendelse
De skrappe udvælgelseskrav til avlshingstene, som også omfatter en fysisk og psykisk prøve har højnet kvaliteten og gjort danske rideheste eftertragtede blandt konkurrenceryttere over hele verden. Der var 7 danske heste med til OL i Sydney under udenlandske topryttere. Det bedste resultat var en sølvmedalje i ridebanespringning vundet af den danske hingst Lando under den hollandske rytter Albert Voorn. Landene Australien, Østrig, Schweiz, Sverige, Irland, England har danske heste på deres landshold. I en netop offentliggjort statistik rider den bedste engelske Grand Prix Rytter i 2001 Emile Faurier og den bedste engelske rytter i middelsvære konkurrencer, Jane Bredin rider på danske heste.
Kongelig deltagelse
Prinsesse Benedikte, en af Dansk Varmblods mest markante avlere, har på Berleburg haft besøg af Dansk Varmblod i slutningen af oktober måned og ved den lejlighed fået en hingst godkendt til fremstilling i Herning.
[Kilde: Dansk Varmblod]
Unghingste til Optagelsesprøve
Tilføjet d. 14-11-2001 kl. 02:16 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

