Danmark havde det bedst tænkelige udgangspunkt før anden runde i Nations Cuppen i Falsterbo, Sverige. Den femstjernede bane som landstræner Achaz von Buchwaldt betegnede som prøven før EM, voldte ikke de danske ryttere de store kvaler. Som det eneste hold med alle fire ryttere fejlfrie undtagen en enkel tidsfejl hos Thomas Velin, så det godt ud for Danmark. Linnea Ericsson klarede banen i anden runde med fire fejl, Thomas Velin og Lars Bak fik hver otte fejl. Det var så op til Tina Lund, om Danmark skulle i omspringning eller ej. Med en fantastisk nulrunde på Carola sikrede Tina Lund Danmark endnu en chance for at vinde. I omspringningen blev det Lars Bak Andersen, som skulle ride mod den amerikanske rytter Brianne Goutal. Den amerikanske rytter var fejlfri, og klarede banen i 47.39sekunder. Lars Bak skulle så ride sit livs ridt, men på næstsidste forhindring blev det desværre til en nedrivning. Det kostede Danmark førstepladsen, selvom tiden på 45,26sekunder var bedre end amerikanerens.
USA vandt altså foran Danmark og med Tyskland på tredjepladsen.
"Vi har fået den bedste opladning til EM, og jeg synes det ser rigtig positivt ud. Nu skal vi alle fem ride om 14 dage i Tyskland, og så gælder det EM. Det jeg har set os levere i dag, var suverænt. Carola og Pero-Z Hillock ser ud til at være i kanonform, og Tinas dobbelt nulrunde var fantastisk", slutter Lars Bak Andersen.
Hos landstræner Achaz von Buckwaldt var der dog en smule skuffelse at spore, "Vi var så tæt på at vinde, det er rigtig ærgerligt. Holdet har gjort det godt, og vi fortjente at vinde, men det var bad luck", siger landstræneren og fortsætter "Selvfølgelig er det også et fint resultat, vi har redet bedre end de fleste, og vi har et super udgangspunkt inden europamesterskaberne".
I dagens Grand Prix i dressur blev det til en tredje plads for Andreas Helgstrand og Grestedgaards Casmir. Ekvipagen var bedst placerede dansker i klassen hvor Anne Grethe Tørnblad, Joan K Jensen og Jim Rasmussen var til start.
I morgen gælder det bl.a. Derbyet for de danske springryttere og Grand Prix Special for dressurrytterne.
Kilde: Dansk Ride Forbund

