Falsterbo Horse Show i Sverige: Er et af de største skandinaviske hestearrangementer, og trækker mange danskere over sundet. For de danske springryttere er det nu, de skal vise, om de har kvaliteten til at gå hele vejen ved EM, skriver Dansk Rideforbund.
I morgen gælder det Nations Cuppen, hvor de danske springryttere efter sidste weekends sejr i Tallinn nu ligger på en andenplads. Men for landstræner Achaz von Buchwaldt er det ikke et spørgsmål om, hvem der fører Nations Cuppen. Lige nu handler det om, hvor godt hans hold klarer sig på den femstjernede springbane, siger han til Dansk Rideforbund.
"Vores mål i år er europamesterskaberne, og det vigtige lige nu er, hvordan vi klarer os på en bane af denne størrelse. Hverken i Poznan eller i København var banen så stor, som den er her. Hvis vi klarer os godt her, så er jeg sikker på, at vi også kan være med ved EM i Mannheim om en måned", siger landstræneren.
"En placering i top fem til EM kan blive svært. Men hvis hestene og rytterne er i den bedste form, kan vi blive mellem nummer fem og nummer otte, og så har vi været en succes. Selvfølgelig betyder det noget, om vi vinder Nations Cuppen eller ej, det øger selvtilliden og respekten blandt de andre lande."
Thomas Sandgaard har måttet vige pladsen på Nations Cup holdet for Thomas Velin, som endnu i år ikke har været til start med a-truppen. Holdet i morgen består af Linnea Ericsson, Tina Lund, Lars Bak Andersen og Thomas Velin. Danmark blev sidst år nummer fem i Nations Cuppen.
Også de danske dressurryttere stiller til start i en svensk udgave af Nations Cup, således er Grand Prix'en, der rides i morgen også en hold konkurrence. Andreas Helgstrand stiller til start på Gredstedgårds Cashmir, som han debuterede så fornemt med i Lingen.
"Jeg håber selvfølgelig på, at den kan gøre det ligeså godt som sidste gang, men det kan blive svært. Cashmir er en ung hest, og det kan køre lidt op og ned med dem. Han har en masse kvaliteter, og lige nu vil jeg gerne ud og have noget stævneerfaring på den", siger han.
12 ryttere er meldt til start ved det internationale stævne. Allerede nu er er de danske ryttere i gang. Således er alle danskere fejlfrie i dagens første klasse for syvårs heste.
Kilde: Dansk Rideforbund

