Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

De danske kuske er gennem tjek


Heste-Nettet har netop modtaget meddelse om, at samtlige danske kuske er kommet gennem dyrlægetjek. Henrik Sloth, den ene af de danske kuske skabte dog lidt nervøsitet i den danske lejr, da han måtte igennem tjek 2 gange. Den ene af hestene var lidt nervøs, gik næsten sidelæns, og kunne derfor se ud som om den gik mærkeligt. Men heldigvis var der intet galt, i anden ombæring, berettter Heste-Nettet's udsendte, Jørgen Konge.


Heste-Nettet har for kort tid siden bragt 3 køreportrætter ud af de ialt 13 deltagende danske kuske. Nu bringer vi alle 13 inden det for alvor går løs i dag og frem til og med søndag på Dorothealyst.


Niels Schelde-Petersen: Fjordheste 2-spand
Min far har altid kørt med heste og gør det stadig i en alder af 75, så jeg har haft med heste at gøre altid. Jeg kørte min første konkurrence i 1977. Jeg startede med varmblodsheste, men for 22 år siden var jeg ude at køre med en fjordhestekusk og tænkte: »De små heste kan virkelig arbejde - også for en plov i marken« »så jeg købte to fjordhingsteplage, som blev kørt til. De lever begge endnu og har aldrig haft en sygedag. De to, jeg kører med til VM denne sommer, er to halvbrødre på otte og ni år.
Niels Schelde-Petersen har vundet både VM i pløjning, NM og DM flere gange.


Henrik Sloth: Welsh Cob 2-spand
Jeg har haft med heste at gøre, siden jeg var dreng. Jeg fik en New Forest i konfirmationsgave, og den blev kørt til, da jeg blev for stor til at ride. Nu kører jeg med Welsh Cob. Mine børn og min kone Linda rider, og Welsh Cob har en passende størrelse til, at vi kan bruge dem til begge dele. Welsh Cob er temperamentsfulde, men jeg kan godt lide, at jeg skal holde igen og aldrig drive på dem. Mange har sagt til mig, at jeg kunne komme længere med en nemmere hesterace, men det er jo gået meget godt. Henrik Sloth har deltaget ved VM i Østrig og England og vandt i Flyinge sidste år.


Lars Dau: Haflinger 2-spand
Min far har altid kørt med heste, så jeg har haft med heste at gøre altid. Tidligere red jeg terrænridning, men for 13 år siden købte min far en haflingerhoppe, som jeg også begyndte at køre med. De to, jeg kører med nu, hedder Nico og Nappo. De er 10 og 11 år gamle og afkom efter vores første hoppe. Lars Dau er 3 x danmarksmester og har vundet både NM og EM. Lars har deltaget ved VM i Østrig og vandt bronze ved VM i England.


Tea Giversen: Welsh Cob 4-spand
Jeg er vokset op med heste. Jeg red som yngre, og min far kørte med varmblodsheste. Jeg har arbejdet for en 4-spandskusk i Tyskland i nogle år, og for 1,5 år siden begyndte jeg at køre med mit Welsh Cob 4-spand. Forløberne er begge seks år, og stanghestene er 11 og otte år. Alle sagde til mig, at det ikke kunne lade sig gøre at gøre dem klar til VM på så kort tid, men nu er vi der! Tidligere har jeg kørt med Holstener og Lipizzaner, men mit temperament passer til Welsh Cob - de kæmper også for sagen. Det kan jeg godt lide.


Henrik Høper: Dansk Sportspony 1-spand
Jeg har redet, siden jeg var 10 år gammel. Jeg startede med at køre i 1996 som led i min uddannelse til staldmester. Det er et rent tilfælde, at jeg kører med sportspony. Jeg købte ponyen for et par år siden med videresalg for øje. Men Jolly er meget ilter og for vanskelig for børn, så vi beholdt den som kørehest. Jeg synes, det er en skrøne, at iltre heste ikke kan køres. Vi har en træningsstald, og sidste år trænede vi 60 heste fordelt på 18 racer, så alle racer kan køres. Jolly har ikke startet så mange stævner endnu, så vi skal nå til både Tyskland og Østrig inden VM, så den kan nå at opleve noget inden.
I 2005 kørte Henrik Høper med lipizzaner og vandt to internationale stævner samt sølv ved DM.


Helle Graves: Fjordhest 1-spand
Jeg har tidligere været dressurrytter, men efter en periode med alvorlig sygdom besluttede jeg mig for at begynde at køre. Jeg kører med Kastanielystens Charlie, som er en kåret avlshingst. Fjordhesten er en dejlig, stærk, godmodig og alsidig pony. Charlie har vundet fjordhestenes danmarksmesterskab i både kørsel og springning, så han er virkelig alsidig. Jeg kan godt lide at køre med en hingst, da han har lige det ekstra mod og vilje, der skal til. For to år siden besluttede jeg mig for, at jeg ville med til VM, og det er jeg kommet med hjælp fra mit superteam Team Charlie, der foruden Charlie og mig består af Pia Rosenhøj og Jan Gamskjær. Man kommer ikke langt i kørsel uden sine uvurderlige hjælpere.


Peter Koux: Welsh Cob 1-spand
Min interesse for køresporten startede under min soldatertid på Gardehusarkasernen. Siden holdt jeg en pause, men da jeg efter en skade ikke længere kunne ride, genoptog jeg min interesse for kørsel. Min gamle kørehest var Pinto. Han vandt DM som 20-årig, og så var det så småt tid til at finde en afløser. Afløseren blev en Welsh Cob, som er købt på auktion i Wales. Taffy har siden vundet sølv ved VM som seksårig.
Peter Koux har vundet sølv ved VM i 2003, vundet Windsor 2004 som første dansker og vundet Dillenburg, som er Europas største enspænder-konkurrence i 2005. Peter har endvidere vundet DM og NM.


Arnild Arp-Hansen: Haflinger 1-spand
Jeg startede med at køre ved et tilfælde. Jeg havde en ridehest, som manglede selskab. Jeg ville gerne have en køn hest med et godt temperament, og det blev så en haflinger. Jeg købte treårige Alberte og fik hende ifolet, når hun nu alligevel bare skulle være selskabshest. Jeg begyndte at ride lidt på hende, og da min ridehest blev syg, så tog Alberte over. Jeg synes dog, at hun var lidt lille, når jeg nu var vant til at ride hest.
Nogle af mine gode venner kører med heste, og jeg besluttede mig for at prøve at køre med Alberte. Efter et år begyndte vi at starte lidt konkurrencer, og siden har vi vundet DM og været til VM tre gange. De store kørestævner strækker sig over flere dage, og vi har det så hyggeligt sammen, selvom vi er konkurrenter, så nu gider jeg faktisk slet ikke ride mere.


Katja Lamborg: Welsh Mountain 2-spand
Jeg startede med at ride på en Welsh Mountain. Hun skulle ikke væk, da jeg blev for stor til at ride pony, så jeg beholdt hende, og hun blev kørt til i en alder af 14 år og fik nogle føl. Hun er mormor til en af dem, jeg kører med nu.
Katja Lamborg har vundet DM og forhindringskørslen ved NM.


Thomas Petersen: Shetland 4-spand
Jeg startede med at køre lidt med naboens shetlandsponyer, der stod og kedede sig. Kort efter, i 1991, fik jeg to shetlandsponyer forærende af en arbejdskollega. Det er dog ikke dem, jeg kører med nu. Da min kone og jeg besluttede, at nu ville vi satse på det for alvor, købte vi nogle rigtig gode ponyer i Holland. Det er vigtigt, at de har en god gang, ligesom alle andre heste, og det må man betale for. Ellers er de jo billige i drift. Shetlandsponyerne konkurrerer på nøjagtig de samme betingelser som de store ponyer, så vi kan have lidt problemer i skridt-etapen på maratonen, hvor de skal skridte lige så stærkt som de store ponyer. Til gengæld er de hurtige i forhindringerne, forklarer Thomas.
Thomas Petersen har vundet DM i 4-spand med sine shetlændere.


Anette Holst: Shetland 4-spand
Min far har altid kørt med varmsblodheste, men jeg har egentlig altid været lidt bange for det. Jeg synes, de er så store, og det er da også af og til gået galt. Jeg synes, shetlænderne har en meget bedre størrelse. Skidt være med at den ene står og hopper lidt, det gør ikke så meget, når de er så små. Jeg har vundet sølv ved DM i 2-spand med mine shetlændere, men er nu begyndt at køre med 4-spand, på opfordring, op til dette VM. Shetlænderne er gode, hvis de er godt opdraget, men de bliver jo ikke brugt til så meget. Avleren af mine ponyer sagde da også til mig med tårer i øjnene, da jeg kørte ud af den sidste forhindring: Tænk at mine heste skal til VM.


Bjarne Wisler: Fjordhest 1-spand
Jeg har altid kørt med fjordheste. For 17 år siden købte jeg min første hoppe, som jeg red og siden begyndte at køre med. At det lige blev fjordheste var nok mest et tilfælde.
Bjarne Wisler har vundet sølv ved DM i kørsel med fjordheste og er nordisk mester i kørsel med fjordheste.


Kurt Larsen: New Forest 2-spand
Min kone har haft med heste at gøre fra barnsben. For 17 år siden købte vi en lille hoppe på Hjallerup Marked, som siden fik to helt ens føl efter en anerkendt New Forest hingst. Min nabo kørte med New Forest, og derigennem blev jeg interesseret i køresporten. Vi kørte de to føl til, da de blev gamle nok, og de er nu 13 og 14 år gamle. Det er dem, jeg skal køre med til VM.Kurt Larsen har vundet bronze ved DM i 2006 og er blevet nr. 5 ved NM.


Kilde: Randi Lintrup


www.wdch-pony-07.dk



 

Tilføjet d. 18-07-2007 kl. 10:20 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider