Mere optakt til VM i pony-kørsel 18-22.juli:
Når verdensmesterskabet i kørsel med pony afvikles i den kommende uge, udvides indbyggertallet betragtelig i den lille stationsby Knabstrup. Op mod 1500 personer invaderer Dorthealyst og de ca. 100 ha. agerjord og skov, som danner rammen om det første hippologiske VM i Danmark. Dertil skal lægges de mange publikummer, der forventes at overvære de fire dages konkurrencer.
Gennem de sidste to år har Dansk Køre Selskab arbejdet intenst for at skabe de bedste rammer for verdensmesterskabet i kørsel med pony på Dorthealyst.
På pladsen er der etableret et lukket staldområde til de 200 ponyer, som for de flestes vedkommende er tæt på max mål, som på 148 cm. De internationale krav for et VM medfører at staldene kun er tilgængelige for kuske, hjælpere og staldpersonale. Alle ponyer har et FEI pas og der er dyrlægekontrol under hele mesterskabet.
Kuske og hjælpere camperer tæt på staldområdet. To- og firspand kuske kan medbringe reserveheste og de fleste kuske har to vogne. En til dressur og forhindringskørsel og en specialbygget til maraton. Det er således store optog, der arriverer i løbet af mandagen.
"De fleste kuske kommer langvejs fra og bruger et par dage med overnatning undervejs på turen. Så vi forventer at der holder en lang kø i "huggerfolden", nu når pladsen åbnes i dag", siger stævneleder Niels Giversen.
Omkring 3-400 frivillige hjælpere er inddraget og er på banen nu. Alt skal være på plads og fungere optimalt, så deltagere og gæster samt 35 pressefolk fra hele verden oplever en fair konkurrence og en optimal oplevelse af Danmark som værts land.
http://www.wdch-pony-07.dk

