VM handicapridning:
De danske ryttere rider efter VM-medaljer i England allerede om en uge fra den 16. - 22. juli. Her afholdes nemlig VM i handicapridning i Hartpury, England. Det danske hold drager af sted på mandag.
Det er et dansk hold af ryttere med sportslige forhåbninger, som tager af sted til VM, hvor der kæmpes om mesterskabstitler og de første Paraolympiske såkaldte kvotepladser, som uddeles med 5 pladser til hver af de tre bedst placerede hold ved VM, fortæller holdleder Lis Lihme.
Det danske hold leverede en flot præstation ved det internationale stævne i Østrig i starten af juni, hvor flotte individuelle præstationer blev krydret med en samlet holdsejr.
Line Jørgensen er forsvarende verdensmester både individuelt og Kür, men denne gang på en ny hest, som hun kun har redet et halvt år, men med stor succes. Henrik Sibbesen fik bronze i kür ved det seneste VM i Belgien i 2003 og har ved flere internationale stævner vist stigende niveau, senest i Østrig, hvor Henrik vandt alle sine klasser.
Annika L. Dalskov er helt ny på holdet og et spændende bekendtskab, som havde sin internationale debut i Østrig, hvor hun vandt alle sine starter. Øvrige danske deltagere er Malene Sommerlund og Caroline Cecilie Nielsen.
Det danske hold består af følgende ryttere:
Line Thorning Jørgensen, Hejls grad IV
Henrik Sibbesen, Broager grad IV
Annika L. Dalskov, Odense grad III
Malene Høj Sommerlund, Brørup grad II
Caroline Cecilie Nielsen, Holte grad II

