Den lille kaspiske hest, man indtil 1960'erne troede var uddød, er nu på langsom fremmarch, efter en vellykket indsats fra blandt andet en ivrig britisk avler, Pat Bowles, skriver Horsetalk. Men det har taget mange årtier at få genetableret racen udfra den ultra lille flok, der blev fundet ved et tilfælde i 1965. Først nu bærer indsatsen rigtig frugt, fortæller Pat Bowles.
Amerikanske Louise Firouz er skyld i at racen blev genopdaget i 1965, da hun var gift og boede i Iran med sin iranske mand, og samtidig var på udkig efter en pony til sine børn. Hun fandt de vilde ponyer ved et tilfælde, som man troede var uddøde siden år 900 nær det Kaspiske hav. I alt var der en flok på 30, som var helt renracede, og ud af dem blev 7 hopper og 6 hingste stammer for en genetablering. Hun gjorde efterfølgende et kæmpe stykke systematisk DNA arbejde og en effektiv avlsindsats for fuldt ud at rekonstruere racen.
Det arbejde har engelske Pat Bowles, som også er formand for den kaspiske avlsforening, bygget videre på, og hun skønner, at der er små 400 kaspiske heste i England og ca. 1600 på verdensplan. Det er mestendels hendes avl, som danner grundlag for indførelsen af racen i andre lande blandt andet i Tyskland, Frankrig og Holland, hvor flere af hendes avlsdyr er eksporteret til, fortæller hun. Og det er faktisk først nu, at racen rigtig er genetableret med tilstrækkelig hingste og hopper til at sikre materialet.
Hun fortæller, at den kaspiske hest oprindeligt blev brugt som kørehest, og at det simpelthen ligger i dens gener. Det er så også det den anvendes mest til i dag. Det skyldes for så vidt også, at den minder meget om en hest i temperament, hvilket kan gøre den mindre egnet for det typiske barn, som oftest vil matche den kaspiske hest i størrelse, forklarer Pat Bowles. Den er simpelthen for livlig. Så selvom racen er lille, så har den faktisk knoglestruktur, der ligger tæt op af hestens og ikke en pony, fortæller hun.
Hun fortæller også, at hesteracen er utrolig nøjsom, så man skal være meget varsom med græsset, da de har været vant til gennem generationer at leve af sparsomt, næringsfattigt græs.
Fakta:
Den kaspiske hest stammer oprindeligt fra Elburtz-fjeldene og i 1965 blev et antal individer ved et tilfælde opdaget på strandene ved det Kaspiske hav i det nordlige Iran. Den regnes for at være forløberen for den arabiske hest, og har da også mange lighedspunkter, da den er en lille ædel hest, med lille hoved, den samme konkave profil og bevægelser, som minder om araberens. Også temperamentet er livligt, og de anses for intelligente og lærenemme. Dog er det en meget lille hest, der højst bliver mellem en 1m. til 1.25m. De var blandt andet yndede køreheste for antikkens fyrster, og er ofte afbildede på persiske rytterfigurer.
Der skulle så vidt vides ikke være eksporteret nogle kaspiske heste til Danmark, men er det tilfældet, hører Heste-Nettet meget gerne fra dig.
Kilde: Horsetalk

