Weekenden bød på oplevelser for de hesteglade. Hedehusgårdens Rideklub Sjællandsmesterskaber for Juniorer og Young Riders på den smukke springbane i Hedelands nordlige ende. Forud for stævnet havde den megen regn voldt arrangørerne mange bekymringer - helt frem til dagen før stævnet var området så oversvømmet, at arrangementet var i fare for at blive aflyst. Det lykkedes at pumpe vandet væk ved at placere tre ekstra pumper i den lavestliggende ende ved springbanen, hvor vandet står højest.
Da det ikke regnede nævneværdigt torsdag aften og nat, holdt rideklubben fast i at gennemføre stævnet, og arbejdede i stedet hårdt på at forbedre banen. Den tørrede langsomt ud, og de 370 startende ryttere fra hele Sjælland blev da også mødt af en fin springbane med indbydende forhindringer.
Resultater:
Stævnet startede fredag kl.17.00 med træningsklasserne, hvor både ponyer og heste kunne deltage.
I Klasse 1, White Horse 70 cm, red Kim Johansen på Lancelot fra værtsklubben Hedehusgårdens Rideklub fejlfri som den eneste.
I næste klasse, Have og Anlægs 90 cm, blev 3 ryttere placeret lige; nemlig Josefine Voss Madsen fra Lollands Sportsrideklub på Cypresgårdens Racine; Christian Wilmerskov på Sandra K fra Ballerup Rideklub samt Gina Scoppa fra Hedehusgårdens Rideklub på Iris.
Lørdag morgen kl. 8.00 gik det løs igen, og klassen Danboligs LC blev vundet af Mia Maj Kruuse Larsen fra Glostrup Rideklub på Clinton.
I klasse 6, TR Autolakering LB løb Jannie Tuekær Andersen fra Fakse Køre- og Rideforening på Loke med sejren efter skarpt konkurrence fra nr. 2, Lisbeth Nielsen på Hyacinth (Kongelundens Rideklub).
Brenderup - Hjørnely Spring Cup 2007, 3. kvalifikation blev ligeledes spændende, og Lars Bo Weilsby på Crash fra Fakse Køre- og Rideforening vandt klassen foran Lilianna Sørensen (Nordvestsjællands Rideklub) på Elvis.
Efter en opvisning af 6 smukke sorte frisere gik man videre til Alm. Brand Sjællandsmesterskabet for hold:
Klassen blev vundet af de 4 ryttere fra Ramsø Rideklub: Tenna S. Skaarup på Lauras Pet; Sofie Ennis på Visiteuse; Mette Louise Sommer på Diva Langebæk samt Anja Lykke Nielsen på Lima.
Søndag morgen var stævnepladsen atter fuld, og denne gang gjaldt det først Diddles LD Showklasse. Den blev vundet af en rytter fra Hedehusgårdens Rideklub, Katja Andersen på Kyllingegårdens Bubber efter en fejlfri runde.
Derefter var det klassse 10, Gerners Beslagssmedies LB, hvor Mia Maj Kruuse Larsen (Glostrup Rideklub) på Mon Amie igen var bedst. Christian Jørgensen, Øresundskystens Rideklub, på Fabienne blev nummer to.
I Carlo Lorentzens LA løb Kristine Broch Christensen på Androchles fra Helsinge Rideklub med sejren, og Michael Weisbjerg (Ballerup Rideklub) på Quanik måtte se sig henvist til andepladsen.
Om eftermiddagen stod tre fyrige spanske heste for underholdningen mellem klasserne inden man gik videre til mesterskabsklasserne 13 og 14. Forinden kiggede lokalpolitiker Conny Trøjborg Krogh (S) forbi for at nyde det smukke syn af de mange velplejede heste og stævneklædte ryttere.
Klasse 13; Alm. Brand Sjællandsmesterskaber for Juniorer, individuelt, var et tilløbsstykke. Klassens nummer 1 blev Lisbeth Nielsen, Kongelundens Rideklub, på Hyacinth, foran Sofie Tylak Grønskov (Stutsborg Rideklub) på Winzal Star.
Stævnets sidste klasse, Alm. Brand Sjællandsmesterskaber for Young Riders, individuelt, blev vundet af Nanna N. Rasmussen (Nordvestsjællands Rideklub) på Kannikhus Calina. Fie Rockhill Lysgaard (Holte Rideklub) på Manuetta blev nummer to. Nanna N. Rasmussen måtte en tur i vandet efter sin sejr - den fornøjelse der følger med en førsteplads, er at få buksevand af sine klubkammerater.
Alt i alt et vellykket stævne
Det var nogle trætte, men glade arrangører fra den lille rideklub der kunne ånde lettet op da den sidste rytter red gennem mål. Regnen holdt sig stort set væk, og alt forløb efter planen. De mange trailere og transportere blev dirigeret på plads af P-vagterne, der måtte sortere biler uden 4-hjulstræk fra. De kunne ikke køre ned i selve Hedeland, hvor terrænet var for blødt for almindelige biler.
Stævnets eneste uheld var et grimt fald lørdag, hvor rytteren landede på ryggen. De tilstedeværende samaritter ydede den førstehjælp de kunne, men vurderede det var nødvendigt med en ambulance, hvorfor stævnet blev afbrudt, mens man ventede.
Det var et stort arrangement for den forholdsvis lille Hedehusgårdens Rideklub, der dog er parat til at stå for det næste store stævne på Sjælland.
"Vi er så glade for at det hele gik godt, og håber alle havde et godt stævne. Vi har lagt meget arbejde i det, og det har været hårdt, men sjovt. Specielt er det dejligt at se de talentfulde unge ryttere, dem vi kommer til at se til de store landsstævner i fremtiden. Der er så mange dygtige heste og ryttere, det er virkeligt godt for sporten", fortæller arrangørerne.

