Generalsekretær for Dansk Rideforbund, Britta Riis, fik foretræde for retsudvalget i går, hvor Dansk Rideforbunds forbehold til lovforslaget om Hold af heste, blev fremlagt.
Dansk Rideforbund mener, at der skal være 2 heste som minimum i et hestehold. Derudover skal der indføres en fleksibel lovgivning omkring loftshøjde, som passer til den pågældendes hests størrelse.
"Udvalgets medlemmer var lydhøre, og jeg er efter foretrædet optimistisk i forhold til at få de sidste ting i lovforslaget rettet til," siger Britta Riis. Hun fortæller, at hun på mødet kraftigt pointerede, at rideklubberne er frivillige idrætsforeninger, der løfter en vigtig opgave i samfundet. Sluttelig blev det foreslået, at der blev oprettet en ekstra bevillingspulje på Finansloven, som klubberne kunne søge i forbindelse eventuelle ekstraudgifter til ombygning af stalde, folde mv.
Dansk Islandshesteforening som hører under Dansk Rideforbund og er anden største avlsforening i Danmark, har også forbehold til lovforslaget vedr. Hold af heste. Det vedrører blandt andet at en fold ikke må benyttes af mere end 20 heste i flok. Her er indsigelsen at der er tradition for at lade islandske heste vokse op i meget store flokke også i unghesteflokke som naturplejere.
Til kravet om adgang til læsskur hvor alle heste har mulighed for at hvile sig samtidig er indsigelsen, at mange islandske heste foretrækker at være ude og går ikke ind i læsskur selvom de tilbydes dette. Det vigtigste er at de har et tørt leje, hedder det i indsigelsen.
Den famøse loftshøjde på 2,60 skaber også problemer for islænderen, og her ønsker man en undtagelsesregel, da islænderen er under 1,50 cm.
Til sidst er der en kommentar til forslaget om krav til hovpleje og mærkning, hvor forbeholdet er, at der er en islandsk tradition med at sko egne heste, hvor mange trænere og beridere selv udfører dette hverv uden en egentlig uddannelse. Desuden er der ikke nok uddannede beslagssmede til at dække det fulde behov, hedder det i forbeholdet.
Kilde: Dansk Rideforund og Dansk Islandshesteforening

