Ekstra Bladet skriver i dag, at Veterinærchef Karsten Krogsgård Madsen står i spidsen for Fødevarestyrelsens nye dyrevelfærdshold: Det er problematisk, ifølge Ekstra Bladet, da det netop var selv samme veterinærchef, der dengang godkendte de mishandlede slagteheste på vej til Italien. Dengang da daværende fødevareminister Marianne Fischer Boel lod følelserne få frit afløb i fjernsynet, da hun fik vist de stærke billeder.
"Det er korrekt at jeg var chef for den enhed, der godkendte hestetransporten. Men det var de italienske myndigheder, der så på sagen, og der blev ikke noget ud af den. Vi blev ført bag lyset ad det italienske firma, der transporterede hestene", siger Karsten Krogsgård Madsen, og tilføjer at han ikke ser noget problem i at det er ham, der fremover skal sikre dyrenes velfærd under transporter.
På spørgsmålet om, hvorvidt der siden dengang er sket en forbedring i slagtehestes transportforhold, har han, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, udtalt til et nyligt møde afholdt af diverse dyreværnsforeninger, at der generelt ikke eksisterer et problem mere, da der faktisk ikke transporteres ret mange heste til udlandet længere.
Fødevarestyrelsens dyrevelfærdshold blev oprettet sidste år, som følge af de stigende problemer med transport af dyr. Den 1. juni 2006 blev Karsten Krogsgård Madsen således udpeget som leder af dette rejsehold.
Kilde: Ekstra Bladet

