Heste-Nettet berettede for små 3 måneder siden, om den kendte oldenborgavler, Peter Nielsen, som mistede hele sit livsværk på få timer, da stalden brød i brand. 6 unikke avlsheste mistede han i flammerne. Årsagen til branden kendes stadig ikke.
Peter Nielsen beretter imidlertid til Sjællanske Sorø, at han nu så småt er ved at komme sig efter ulykken. Hans 8 årige drægtige hoppe Gulagers Lita, som på mirakuløs vis blev reddet, og som var indlagt på KVL, har nemlig netop fået et fint lille hoppeføl. Og hun skal aldrig sælges, fortæller han, og tilføjer, at hoppen længe svævede mellem liv og død på KVL. Her fik hun ilt i slanger gennem 2 kritiske døgn, da hendes lunger var beskadigede. Dyrlægerne derinde var i tvivl om hun kunne komme sig, fortæller han.
Men på Dronning Margrethes fødselsdag kom så den lille åbenbaring, som endnu ikke er blevet navngivet.
"Hun bliver aldrig solgt. Hun ser også meget lovende ud, så hende satser jeg på som avlshoppe i fremtiden", siger han.
Peter Nielsen fortæller, at han er gået i gang med at bygge stalden op igen efter branden, så han kan få sine heste hjem igen, der har været opstaldet hos nogle behjælpelige naboer.
Kilde: Sjællandske Sorø

