Ullerup Køre- og Rideforening afholder den første TopCup runde med 48 startende på søndag.
TopCup er et forhindringskørselsstævne på 3 niveauer for kuske på Sjælland. Banen skal være 500 meter og indeholde 15 porte, som skal gennemkøres i nummerrækkefølge.
Konkurrencen er meget populær blandt folk der kører med heste og vogn.
"Der er mange grunde til at kuskene er vilde med denne konkurrence form. Først og fremmest er det kun én dag, og det tager ikke hele dagen, og så tager det kun godt 2 minutter at gennemkøre banen, man skal kun have en vogn med og så skal der ikke betales opstaldning", siger Jørgen Konge.
Meget at se på for publikum:
Nogle af verdens bedste kuske stiller også op, de starter kl. 15:30 i klasse A: Peter Koux, sølvmedalje vinder fra VM i 2003, og som selvfølgelig også er til start til sommer på Dorthealyst. I 2-spands klassen deltager Henrik Sloth, som også er blandet verdens bedste top 20 kuske. Tidligere Danmarksmester i 4-spand og vært for arrangementet Ole H. Nielsen stiller op med 2-spand.
Af hestevogne vises både stilfulde dressurvogne og mere "raceprægede" maratonvogne. Dresssurvognen kræver en nobel og flot påklædning, som kusken og deres groom selvfølgelig lever op til, med flot og nypudset seletøj.
TopCup kører over 7 runder med næstsidste runde til Store hestedag på dyrskuepladsen i Roskilde og finale på Christiansborg Ridebane den 23. september.
Arrangementet foregår på Raagaarden - Tømmerupvej 301 - Søndag den 29. april 2007.
Af Jørgen Konge

