Af Luise Thomsen, Magasinet Hest
I morgen drager westernrytterne Conny Mearlyn Nielsen og Lilli Klausen til København, hvor de har fået foretræde for Folketingets fødevareudvalg klokken 13.
Conny og Lilli har længe kæmpet imod afholdelsen af rodeo i Danmark, både med indlæg her på Heste-Nettets Ryttersnak og ved at starte en underskriftindsamling. Senest var Lilli Klausen med til rodeo i Tyskland på opfordring fra Danmarks Radio.
"Det har absolut ikke svækket min modstand mod rodeo, tværtimod. Det var meget værre i virkeligheden, end når man ser det på en computerskærm," fortæller hun til Heste-Nettet.
De to kvinder vil i morgen fremlægge deres argumenter og dokumentation for, at rodeo ikke bør være tilladt i Danmark.
"Jeg håber, at politikerne sidder tilbage med en forståelse af, hvordan rodeo påvirker dyrene. Det, der har været fremlagt fra Dyreværnsrådet og professor Jan Ladewig, har jo været mangelfuldt," siger Conny Mearlyn Nielsen.
Det er Kristen Touborg fra SF, der har gjort det muligt for de to at få foretræde.

