Hestens indlæringsevner er langt mere avancerede end hidtil antaget, siger hesteadfærdsforsker, Dr. Evelyn Hanggi, formand for Equine Research Foundation.
"Nye undersøgelser i indlæringsforskning viser, at heste er i stand til at lære meget mere end vi tror", siger forskeren.
Dr. Evelyn Hanggi mener nemlig, at meget forskning i hestens intelligens er baseret på misforståelser, myter og fejlantagelser. Det er nødvendigt for hestevelfærden, og for den måde vi træner og holder heste på, at der rettes fokus på hestens indlæringsevner. Og ikke kun på hestens fysiske velbefindende på bekostning af det psykiske, siger hun.
En af de sejlivede myter om heste, og som stadig holder ved som grundpricip i mange træningsmetoder, er nemlig hestens manglende intelligens eller evne til at tænke.
Det adfærdsforskere oftest undersøger i vurdering af hestens intelligens, er evnen til at løse en stillet udfordring, hvor hurtigt de lærer en opgave og sidst, hvordan hesten evner at bruge den viden de har lært.
Og her viser det sig faktisk, at vilde heste ikke alene er i stand til at løse almindelige daglige udfordringer, men også kontinuerligt at vænne sig til store skift i deres omgivelser. De skal forholde sig til mad og drikke af varierende kvalitet, rovdyr som dukker op forskellige steder og har skiftende vaner, såvel som de indbyrdes relationer i flokken.Heste skal løbende forholde sig til stadig nye indbyrdes sociale hierarkier mv.i en flok.
Domesticerede heste bliver i endnu højere grad stillet store udfordringer, ifølge Hanggi. De bliver nemlig udsat for et kunstigt miljø, hvor hesten undertrykker sine naturlige instinkter, mens de skal lære nye opgaver, som er i strid med deres naturlige adfærd, siger Dr. Evelyn Hanggi.
"Heste lærer hurtigt at genkende kommandoer og kropsprog. De forstår lyden af, når det er fodringstid, såvel som lyden af en ladvogn, som bliver fyldt med hø eller støjen fra en kornmølle i foderkammeret", siger Dr. Evelyn Hanggi, og refererer til denne indlæringsform, som betinget refleks. (Pavlov)
Læs hele artiklen på: www.horsetalk.co.nz/news/2007/04/ 114.shtml
Kilde: Horsetalk

