Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Kommentar til Jan Ladewig

Heste-Nettet bringer her et uredigeret partsindlæg fra dyrlæge Lene Kattrup, som opfølgning på Jan Ladewigs indlæg, som vi bragte i sidste uge.


Kommentar fra dyrlæge Lene Kattrup om Rodeo i Danmark:


Under Heste-Nettet's nyheder den 10.4. står en kommentar fra min kollega, dyrlæge Jan Ladewig, der er professor og ekspert i dyrs adfærd. Derfor tillægges hans mening om dyrevelfærd naturligvis stor vægt. Men jeg er uenig med ham i det, han skriver her, samt især med teksten på selve rodeo-arrangementets hjemmeside, www.copenhagenrodeo.dk eller www.parken.dk, som jeg må opfatte som et utvetydigt forsvar og blåstempling af det konkrete rodeoshow, der skal afholdes i Parken i København sidst i juni.


Jan Ladewigs kommentar fra 10.4. handlede om mange andre anvendelser af heste, hvoraf nogle kan kritiseres. Imidlertid mener jeg, at en argumentation gående ud på, at fordi heste bruges forkert eller evt. ligefrem misbruges på andre måder, så må vi derfor kunne indse, at dette fører til, at rodeo skal accepteres, er helt ulogisk. At noget er forkert, gør ikke i sig selv, at noget andet, der også er forkert eller uacceptabelt, bliver bedre. Vi bør fastholde vores emne, der er RODEO. Jan Ladewig skrev i sin konklusion til slut i kommentaren:


"Med andre ord: Hvis de discipliner, der involverer indfangning, fiksering og kastning af dyr på flugt ikke er en del af rodeo'et, og hvis de øvrige discipliner udføres uden brug af smertevoldende indgreb på dyr, der er trænet på en acceptabel måde, er det, som jeg bliver citeret for på Copenhagen Rodeo's hjemmeside, korrekt: at der ikke er noget i indholdet af et sådant show der er dyremishandling"


Der optræder en hel del forbehold, en hel del "hvis'ere". HVIS disciplinerne udføres uden smertevoldende indgreb, og HVIS dyrene ikke fanges, fikseres eller kastes og HVIS dyrene er trænet på en acceptabel måde, SÅ er der ikke tale om mishandling. Man fristes til at sige, at der jo egentlig står, at: " HVIS RODEO IKKE VAR RODEO; Så ". Men problemet er, at rodeo er rodeo. Og Ladewig forholder sig ikke konkret til sandsynligheden for, at disse forbehold er opfyldt ved det aktuelle rodeoarrangement, hvilket jeg personligt finder ret usandsynligt. Det væsentlige burde have været, om rodeoshowet må vurderes at være i overens-stemmelse med Dyreværnslovens bestemmelser eller ej.


At komme med en udtalelse om, at "hvis" de øvrige discipliner udføres på en måde uden brug af smertevoldende indgreb...,så er der ikke noget i indholdet af et sådant show, der er dyremishandling", synes jeg ikke siger ret meget, fordi det bør være Dyreværnsloven, vi alle inkl. Ladewig skal forholde os til. Og der står i øvrigt ikke kun i denne lov, at dyremishandling er forbudt. der står også noget om forsvarlig behandling af dyr, om omsorgsfuld behandling, ikke at udsætte dyr for angst, smerte og væsentlig ulempe mm. Så blot at udtale, at såfremt dyrene ikke udsættes for smertevoldende indgreb, så er det ikke dyremishandling, synes jeg er som at sige næsten ingenting. Samt også at gå uden om den varme grød.


Der står en hel del mere i §§ 1 og 2, § 17 i Dyreværnsloven og i resten af denne lov. Ellers havde vi kunnet nøjes med en paragraf, hvor der blot stod, at man ikke aktivt må udsætte dyr for smertevoldende indgreb. Jeg havde forventet en mere nuanceret vurdering, hvor man satte arten og indholdet af det aktuelle rodeoshows discipliner ind i en nuanceret og konkret vurdering holdt op mod Dyreværnslovens krav. Befolkningen forventer generelt, at dyrlæger varetager dyrenes interesser først og fremmest. Det virker som om, der mere er sat fokus på de menneskelige behov og interesser inkl. de ret store økonomiske interesser, der ligger bag showet. Det bør vi som dyrlæger lade andre om, når det er dyreværn og dyrevelfærd, vi skal udtale os om.


På selve hjemmesiden for showet står der tydeligt fremhævet disse ord:


"- Der er ikke noget i indholdet af sådan et show, der er dyremishandling. Det ser voldsomt ud, men dyrene er ikke udsat for nogen overlast, og derfor er opfattelsen af det som mishandling en misforståelse." af Jan Ladewig, Professor i dyrevelfærd og heste-ekspert, rådgiver for Dyreværnsrådet under Justitsministeriet til TV2/Sporten."


Her er ingen "Hvis'ere", her er alle forbehold fjernet. Rodeoshowet blåstemples af Jan Ladewigs ekspert-udtalelse, der hjælper til med at markedsføre showet konkret og massivt som om, det dyreværnsmæssige på forhånd kan siges at være på plads. Jeg mener ikke, der er et grundlag for på forhånd at erklære, dyrene ikke skades fysisk eller psykisk ved at sige; "- Der er ikke noget i indholdet af sådan et show, der er dyremishandling. Det ser voldsomt ud, men dyrene er ikke udsat for nogen overlast."

Og teksten anbragt her er uheldig, da den hjælper arrangørerne med at sælge billetter. Hr. Jensen og fru Mortensen vil tro, de trygt kan købe en billet, da ingen dyr vil lide overlast - uanset om det ser voldsomt ud. Det virker forkert og ulogisk på mig, at den tvivl og de forbehold, der var tidligere, pludselig er væk, når det er en udtalelse på hjemmesiden for selve arrangementet, det drejer sig om.


Jeg synes ikke, der er sagligt belæg for at udtale sig så skråsikkert og positivt om dette show, hvor udtalelsen bruges til at bortmane enhver tvivl om, hvorvidt der kan være tale om en hårdhændet, uetisk og /eller evt. ligefrem uforsvarlig behandling af dyrene. Jeg finder det er forkert at blåstemple og godkende showet på forhånd, når man bl.a. ved, at rytteren (også ved dette rodeoshow, som det fremgår af hjemmesiden) kører (borer?) hjulsporer formentlig af en pæn størrelse ind i skulderen på hesten (for at holde sig fast, og måske også for at ophidse hesten ved at forvolde den smerte, når den bukker) under det såkaldte "marking out", og når man ved, der bliver brugt lyske-remme, som af flere vurderes til at være meget ubehagelig og stressfremkaldende for hesten, den fjernes normalt af hjælperytterne straks rytteren er faldet af, og det får hesten til at stoppe med at bukke.


Jeg er heller ikke enig i, at man i det hele taget som dyrlæge kan forhåndsgodkende, at man laver et show baseret på, at tilskuerne skal underholdes ved især at se hestes afværgeadfærd, angstadfærd og flugtreaktioner, og jeg mener heller ikke man kan forhåndsgodkende fåre-ridning, som jeg ved politiet andre steder har stoppet, fordi det blev betragtet som en overskridelse af dyreværnsloven etc. etc.


Vedrørende lyskeremmen, der er meget central i rodeo. Den kaldes i USA og Canada ofte for en "bucking strap". Dette navn siger en del i sig selv: en rem, der får hesten til at bukke, en bukke- rem. Remmen får hesten til at bukke, fordi hesten er stærkt utilpas ved at have en fastspændt rem i lysken, og derfor bukker den i et forgæves forsøg på at frigøre sig for sin "plageånd", som den ikke kan holde ud at have på. Det er almindelig viden, at en hest normalt oplever det meget stressende og ubehageligt at have en rem spændt fast i lysken. Jeg mener ikke, det hele er mere indviklet end, at man påfører hesten en genstand, som er til væsentlig ulempe, og som også i en del tilfælde fremkalder angst og/eller smerte (jvf. §§ 1 i Dyreværnsloven), og det gør man for at få hesten til at udføre forskellige afværgehandlinger, som man så kan underholde publikum med. Som Ladewig fremfører, kan de medvirkende dyr ofte være "rolige og tillidsfulde over for mennesker". Men det gør ikke nødvendigvis det hele mere dyrevenligt, for hvis dyrene er flinke og rolige, så må man naturligvis bruge hjælpemidler for at få dem til ikke at ville acceptere at have rytter på ryggen.


Der er metoder. Man har ikke praktiske muligheder og økonomi til at skaffe nye, vilde heste til hvert show. Og hvis man havde, så burde de rides til på en mere "pæn" måde i overensstemmelse med §§ 1 og 2 i Dyreværnsloven. Der må være genbrug af hestene til disse shows, og disse rolige heste må gøres vilde hver gang og have dårlige oplevelser med at have rytter på ryggen, for ellers ville de som andre heste acceptere det pænt og roligt. Det ville jo ikke give meget rodeo. Hvis man opnår, at hesten ikke reagerer med flugt, angst og derfor forsøg på at smide rytterne af, bliver der jo ikke meget rodeoshow.


På den måde kan man grundigt gennemgå indholdet af rodeoshowets indhold step for step. Men det er fortrinsvis de personer, der er fortalere for showet, der skylder os andre en forklaring og er argumentation i forhold til Dyreværnsloven og dyrevelfærd og dyreetik i det hele taget, når og hvis de på forhånd kommer med udtalelser om, at det er ok. Det ligger i selve arten af rodeoshows (sat op mod især §§ 1 og 2 samt § 17 i vore Dyreværnslov), at vi i stedet på forhånd må være dybt betænkelige, mener jeg.


Jeg håber på, at Justitsminister Lene Espersen griber ind og stopper showet, og kræver en mere grundig gennemgang af alle detaljerne omkring showet inkl. hvordan dyrene behandles og forberedes inden showet samt præcis hvilke discipliner der er tale om, hvilke hjælpemidler der bruges og hvordan(også stød har været omtalt) osv. Der burde ikke have været givet tilladelse, før alle forhold og alle oplysninger om det konkrete show var blevet minutiøst gennemgået af sagkyndige og vurderet i forhold til Dyreværnslovens krav.


Udgifterne til dette burde påhvile arrangørerne. Det er højst tænkeligt, at myndighederne så have vurderet, at Dyreværnslovens krav til en forsvarlig og omsorgsfuld behandling af dyr næppe kunne forventes opfyldt. Eller måske ville de krav, man ved en sådan gennemgang havde fundet det nødvendigt at stille, have fået arrangørerne til at opgive foretagendet.

Under alle omstændigheder, kan jeg kun opfordre dyrevenner og især hestevenner til at blive væk, og lægge pres på politikerne for at få dem til at gribe ind samt på arrangørerne for at få dem til at aflyse.


Der er en grund til, at andre gode og seriøse foretagender som f.eks. Roskilde Dyrskue og Hest og Rytter i Herning ikke kunne finde på at have rodeo eller fåre-ridning som en del af deres koncept.


Med venlig hilsen dyrlæge Lene Kattrup





Tilføjet d. 23-04-2007 kl. 11:05 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider