Heste-Nettet har modtaget følgende indlæg fra Jan Ladewig i debatten om afholdelse af rodeo til sommer. Det bringes her i sin fulde længde. Heste-Nettet har kontaktet Hestens Værn for en kommentar til indlægget, som vi vil bringe hurtigst muligt.
Indlæg fra Jan Ladewig:
Jeg blev i sin tid af Dyreværnsrådet bedt om at kommentere en forespørgsel om afholdelse af et rodeoshow i Danmark. Jeg blev spurgt som fagkyndig på området hestes adfærd og velfærd, ikke som "rodeo-specialist".
Jeg var fra starten imod et generelt forbud mod rodeoshows, bl.a. fordi nogle af de discipliner, der rides i et rodeoshow (fx "barrel racing") ikke er meget anderledes end nogle af de discipliner, der rides i andre hestearrangementer.
Jeg var ligeledes fra starten imod de discipliner, der involverer indfangning, fiksering og kastning af ungkvæg ("calf roping" og "steer wrestling") samt (senere da det kom på programmet) muligvis indfangning og fiksering af såkaldte vildheste, idet jeg fandt at disse discipliner klart betød en overtrædelse af dansk dyreværnslov.
Angående de discipliner der omfatter ridning af bukkende heste og tyre er der specielt to forhold der gør sig gældende. Det ene er gennemførelsen af selve konkurrencen, det andet er den forudgående træning af dyrene der benyttes i konkurrencen.
At få et dyr til at udføre en bestemt handling kræver som regel en vis stimulation. En ridehest har lært at gå fremad for schenkeltryk og at standse for tryk fra biddet. En rodeohest og -tyr har (ifølge rodeo-arrangørers information) lært at bukke, når en rem spændes omkring deres lyske. Det er indlysende, at andre og væsentligt mere intense former for stimulation er uacceptable, det være sig en så kraftig stramning af lyskeremmen, at den forvolder smerte, eller anvendelse af elektroshock eller stik med spidse genstande. Det er lige så indlysende (eller burde være det), at overdreven brug af tøjler, sporer eller pisk for at få en "almindelig" ridehest til at gå fremad på en bestemt måde er lige så uacceptabelt. Alligevel er dette sidste handlinger der stadigvæk forekommer under konkurrenceridning på alle niveauer.
Hvad angår træning af dyr generelt gælder den vigtige kendsgerning, at det kan gøres på en ordentlig og korrekt måde, og at det kan gøres på en uacceptabel måde. Hvis heste og tyre kun kan lære at bukke ved hjælp af lyskeremme der påfører dem smerte, eller hvis de skal "motiveres" ved hjælp af elektroshock eller lignende, er det naturligvis en uacceptabel fremgangsmåde. Men lige så uacceptabelt er det, hvis der skal et konstant træk i tøjlerne, brug af glidetøjler, martingal eller lignende tvangsmidler til for at lære en hest at gå samlet. Lige så uacceptabelt er det at lære en hest at springe over en forhindring ved tvang i form at piskeslag.
Utroligt mange rideheste reagerer ved at strække hovedet frem og op, så snart rytteren bruger den mindste tøjlehjælp, en reaktion der i mange tilfælde er et entydigt tegn på, at hesten har været udsat for overdrevent tryk fra biddet. Det at en springhest trækker hen imod et spring tolkes af mange ryttere som et tegn på at den "elsker" at springe, når hesten i virkeligheden viser flugtadfærd af frygt for straf. Disse mindre iøjefaldende reaktioner fra hestes side er tegn på tvang og forkert træning. De er naturligvis ikke så alarmerende som rodeohestenes bukkespring. Til gengæld er de tegn på en indvirkning, der som regel strækker sig over væsentlig længere tid end den påvirkning rodeohesten udsættes for. Men hvad er værst: et kortvarigt intenst ubehag eller en mindre ubehagelig påvirkning der til gengæld strækker sig over længere tid? Efter min mening er denne sidste påvirkning mindst lige så uacceptabel som den første.
Et argument der især i USA har været fremført som årsag til at forbyde rodeoshows er det høje antal læsioner og skader, dyrene påføres. Der er næppe tvivl om, at jo voldsommere de aktiviteter er, som dyrene skal udføre, desto større er risikoen for uheld med læsioner til følge. En bedømmelse af rodeo på dette grundlag bør imidlertid sammenlignes med hyppigheden af skader i forbindelse med konkurrenceridning i almindelighed, et område som der fra dyrlægeside har været alt for lidt fokus på. Set fra et velfærdsmæssigt synspunkt kan det i høj grad diskuteres om den hest, der bliver halt under en ridebanespringning og derpå kommer i ugelang behandling m.m. for til sidst evt. at blive aflivet, om den har det bedre end den rodeohest (eller væddeløbshest), der er kommet så alvorligt til skade, at den bliver aflivet med det samme.
I en udtalelse fra Hestens Værn hedder det om rodeo shows, at hest og rytter har modstridende interesser: hesten vil af med rytteren og rytteren vil blive på hesten, i modsætning til fx dressurridning, hvor der er tale om 'en harmonisk ekvipage, der forsøger at samarbejde', altså at der er tale om partnership. Men denne udtalelse er desværre mere ønsketænkning end en beskrivelse af virkeligheden, i hvert fald hvad mange rytter-heste-forhold angår. Alt for ofte ser man ryttere udføre en kamp med deres heste, der ganske vidst ikke er nær så åbenlys og dramatisk som ved rodeoridning, men som til gengæld strækker sig over længere tid. Men netop fordi den er mindre iøjefaldende, er det let at overse kampen. Alt for ofte ses ryttere enten ved stævner eller i det daglige arbejde tvinge heste til et eller andet ved hjælp af et konstant træk i tøjlerne, hyppige spark med sporer, slag med pisk eller ved brug af glidetøjler eller lignende tvangsmidler. I "kampen mellem hest og rytter" vinder rodeohesten næsten altid. Den kommer af med rytteren. Ved andre former for ridning er hesten ofte taberen!
Foreningen til Hestens Værn samt mange privatpersoner har givet udtryk for deres bekymring over signalværdien i at behandle dyr på den måde, de bliver behandlet ved rodeoridning. Og den bekymring respekterer jeg fuldt ud. Men da jeg blev bedt om at levere en faglig vurdering af et rodeoshow, var det vigtigt for mig ikke at blande en etisk betragtning ind i sagen. Især når man har med dyrevelfærd at gøre, er det enormt vigtigt at holde sig til det faglige og ikke at lade ens følelser bestemme. Samtidig så jeg muligheden for en større signalværdi: at gøre opmærksom på det vigtige i at forbedre forholdene for alle aktiviteter, der involverer heste, ikke alene ved rodeoridning men også ved alle andre former for ridning og arbejde med heste.
For mig er det vigtigste signal, at vi skal træne og arbejde med heste, ALLE heste, på en acceptabel måde, uafhængigt af om de skal præstere en ydelse ved et show eller ved en sportsbegivenhed, eller om de blot skal bære en rytter rundt på en skovtur. Samtidigt med at vi tager andres brug af heste under luppen og evt. kritiserer eller helt forbyder bestemte handlinger, skal vi se vores egen brug af heste efter i sømmene og evt. kritisere eller helt forbyde uacceptable forhold. Det er ikke nok at forbedre velfærden (eller at forbyde misbruget) af rodeoheste. Alle andre heste har også krav på bedre velfærd.
Med andre ord: Hvis de discipliner, der involverer indfangning, fiksering og kastning af dyr på flugt ikke er en del af rodeo'et, og hvis de øvrige discipliner udføres uden brug af smertevoldende indgreb på dyr, der er trænet på en acceptabel måde, er det, som jeg bliver citeret for på Copenhagen Rodeo's hjemmeside, korrekt: at der ikke er noget i indholdet af et sådant show der er dyremishandling.
Venlig hilsen Professor, Jan Ladewig