Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Nils Haagensen

Først i dag, lørdag, hvor holdkonkurrencen er i fuld gang, er den danske militaryrytter, Nils Haagensen, ankommet til Sydney. Han skal starte i den individuelle konkurrence, der begynder på onsdag, og hans hest, Discovery II, har været i Sydney siden den 25. august. Den er blevet galoperet og konditionstrænet af den fremragende finske militaryrytter, Pia Pantsu og trænet i dressur af den danske OL-deltager, Jon D. Petersen. Men det er naturligvis ikke den bedste forberedelse, når rytteren ikke selv har kunnet deltage i disse forberedelser. Det skyldes private årsager, idet Nils Haagensens kæreste, Viva Guerin-Pollas, 27, tidligere på året blev ramt af en alvorlig sygdom og netop har været igennem en belastende behandling. Alle har været fuld af forståelse for rytteren, og der blev endda stillet en billet til rådighed for Viva Pollas, som selv er en glimrende militaryrytter og skulle have været hestepasser for sin kæreste, lige som hun var det under OL i Atlanta. Desværre tør hun ikke give sig i lag med en så lang rejse på nuværende tidspunkt.
Nils Haagensen, 45, er den ældste danske OL-deltager denne gang. Da han første gang stillede op i OL - det var i Montreal i 1976 - var han den yngste OL-deltager i dressur. Nogle år senere skiftede han til military, hvor han sejrede i EM i 1979 på hesten, Monaco. Han var storfavorit med samme hest til OL året efter i Moskva, men så rykkede Sovjetunionen ind i Afganistan og alle de betydende rytternationer boykottede OL. Der blev i stedet arrangeret "Festival-konkurrencer", og her sejrede Nils Haagensen/Monaco da også overlegent, men selv om ryttere husker det, så er det altså ikke indskrevet i OL-historien.
Derfor har Hagensens ambitioner lige siden været at få guld i OL. Han har hele tiden formået at have en hest klar til de største konkurrencer, og det har været ham, der med sine internationale resultater har sørget for at få en dansk rytter kvalificeret til OL, men medaljer har han ikke opnået siden 1980. I 1988 deltog han i OL-dressur i Seoul og blev bedste danske rytter, men selv om hans militaryhest var i Seoul, kom den på grund af en teknisk fejl ikke til start. Hans første start i OL-military kom derfor i 1992 i Barcelona, hvor han klog af skade sørgede for at kvalificere to heste i god tid. Han startede på Discovery, men det er naturligvis ikke den samme Discovery, som han rider i Sydney. Navnet skyldes, at begge heste er sponseret af Landrover. Discovery II er en 12 år gammel skimmel, som er født i Irland.


 

Tilføjet d. 16-09-2000 kl. 22:49 af i kategorien OL - Military.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider