Den store mangel på beslagsmede giver for meget fusk i branchen. Det siger Dansk Håndværk og Industri. Manglen på kvalificerede smede giver plads til alle, desværre.
Alt hvad man behøver for at kunne sko en hest, er at finde en hesteejer, der vil lægge hest til. Og det er der, ifølge Dansk Håndværk og Industri, alt for mange der gerne vil.
Michael Kjær, formand for beslagsmedene under Dansk Industri og Håndværk fortæller, at der er mange heste i Danmark, og det giver grobund for alle dem, som ikke har papirerne i orden, men det er dårligt for branchen, når der bliver lavet dårligt skoningsarbejde.
Han siger samtidig, at der er vanskeligt at gøre ved problemet, når det ikke er decideret ulovligt at sko sin hest selv, og det ikke er forbudt at kalde sig beslagsmed. Beslagsmedene har kæmpet i årevis for, at det kun skal være uddannede beslagsmede, som må sko heste.
Det tager 4 år at uddanne sig til beslagsmed, og det foregår ved, at man kommer i mesterlære eller tager udannelsen på KU/Life (Landbohøjskolen) eller Teknisk skole. Undervejs i forløbet er indlagt praktik.
Der er ialt 260 registrerede beslagsmede til ca. 185.000 heste i Danmark
Kilde: Jydske Vestkysten

