Det blev fuldblodshesten, som førte Nina Falck og Gert Larsen sammen. Sammen driver de et fuldblodstutteri i Ravnebjerg på Fyn, og for kort tid siden blev de kåret som "årets opdrætter".
I alt har parret 9 heste plus føl, og så de heste som er i træning. 2 af føllene er allerede på forhånd solgt, da parret nyder stor anerkendelse i galopkredse.
Gert Larsen fortæller, at de fleste af hestene faktisk får lov til at hygge sig på folden det meste af året, selv heste der er i vintertræning. I de koldeste vintermåneder trænes der imidlertid inden døre i ridehus i både skridt og trav i en times tid til konditonsopbygning.
Hestene samles ikke ligesom dressurheste, men rides af en jockey, der rider let ridning i en lille blød og let sadel med meget korte bøjler, fortæller Gert Larsen. Han forklarer at når foråret kommer, begynder man at "cantre" med hestene på en udendørs træningsbane, hvilket vil sige, at man konditionstræner i langsom galop. Det kan være svært at holde hestene nede i trav i vintermånederne, tilføjer han.
"De har det i sig. Det er derfor de er så egnede til løb. De vil meget gerne. Men udover det skal de også have viljen til at yde det yderste i et løb. Først da har du en vinder", siger Gert Larsen.
Gert Larsen fortæller, at man starter fuldblodshesten op som 2 års. Som åringer gøres de ryttervante, og de starter løb som 2-årige, hvis de er klar til det. De første løb er for 2-årige, men de store løb er for de 3 og 4- årige, mens det er sjældent, at man ser galopheste på mere end 6 år på banerne.
"Fuldblodshestene kan godt tåle at få rytter på og trænes som 2-årige. Deres skelet er klar til det i den alder", siger Gert Larsen. "Vi sørger selvfølgelig for at give unghestene gode pauser mellem starterne, de må ikke presses for hårdt", tilføjer Nina Falck.
Galophestene bliver som hovedregel pensioneret tidligt, løbene er især hårde ved benene og mange bliver slidt op. Ofte bliver de således omskolet til rideheste eller de indgår i avlen. Avlsmæssigt er fuldblodsheste populære som forædlere til andre hesteracer, blandt andet Dansk varmblod.
Avlsforbundet for fuldblodsheste er det eneste som forbyder inseminering, og det er ganske enkelt for at bevare mangfoldigheden i racen og for at undgå indavl, hvis enkelte populære hingste får lov til at levere sæd til flere hundrede hopper, forklarer Gert Larsen.
De avlsmæssige resultater som parret har opnået gennem tiderne, taler vist for sig selv med Athene som nr. 2 i derbyet i 2005,
Airboss, som blev kåret som den bedste 2-åring og Tempi og Marron der var blandt de bedste i 2006.
Kilde: Fyens Stiftstidende

