Den 9.juni afholdes Europas største distancestævne Hippoaden i Knuthenborg Safari Park. Så her er en oplagt chance for at se omvandrende vilde aber, gnuer og løver fra hesteryg, og som tilskuer er der masser af flotte dyr i parken, udover alle hestene.
"At det er blevet så populært at deltage i Hippoaden er, at rytterne rider rundt blandt "vilde dyr", i omgivelser det normalt ville være umuligt at få lov til. Og det er et flot syn med alle disse flotte heste i Knuthenborg Safari Park, men kom selv og se, der er meget interessant at overvære, ligefra dyrlægetjeck til starter og målgange", siger arrangørerne.
Stævnet bliver med deltagelse fra de bedste distanceryttere fra hele landet, og med klasser fra 15 kilometer til 120 kilometer. I 15, 25 og 40 kilometer-klasserne er der fri tilmelding, så alle, der er medlem af en rideklub under dansk rideforbund, kan deltage, og der er ikke begrænsninger på tilmeldingerne i år.
Se mere og tilmeld dig på: www.hippoaden.dk

