Igennem næsten 15 år har ridehesteavlsforbundet Dansk Varmblods region 4, der omfatter Sønderjyllands og Ribe amter, været arrangør af en årlig auktion over føl- og ungheste.
Således også i søndags, hvor arrangørerne kunne notere sig en klokkeklar succes. Auktionen blev nemlig noget af et tilløbsstykke. Omkring 500-600 købsinteresserede fyldte ridehallen til bristepunktet.
Vi havde i både 1999 og 2000 stor succes med vores arrangement. Denne succes kunne vi i år bruge som et slags springbræt. Det betød at vi i år formåede at trække nogle af Danmarks tungeste opkøbere suppleret med kunder fra både England, Tyskland og Sverige”. I alt kom 38 føl- og ungheste under auktionarius Søren Hove’s hammer. Det antal gør faktisk arrangementet til Danmarks største af sin slags.
Totalt blev 28 føl solgt til en gennemsnitspris af kr. 24.000 (excl. moms og salær). 7 hesteejere bød deres dyr hjem og på kun 3 føl var der ingen bud. Omsætningen på de solgte dyr udgjorde kr. 700.000.
Dyrest var hingsteføllet Kanut efter fuldblodshingsten Kanudos xx fra Aksel Perregård, Sydals. Efter en heftig budduel blev det et konsortium bestående af Jens Chr. Thorhauge, Vojens og Laurids Nielsen, Ribe som trak det længste strå. De 2 kendte hestefolk måtte slippe den anselige sum af kr. 55.000.
Næstdyrest blev Syvagers La’ Henkel efter Blue Hors Hertug fra Tina Sørensen Bonde, Sommersted. Dette hingsteføl betalte Jørgen Ravn, Holsted kr. 51.000 for.
Men også hopperne kunne være med. Dyrest blev Rosina, der har Blue Hors Romancier som far. Rosina er avlet hos Maria & Kristen Kildegård, Ærøskøbing og blev på auktionen budt op i kr. 47.000 af Torben Quist-Petersen, Christiansfeld.
”Jeg er godt tilfreds med at det lykkedes at sælge 28 stk., hvilket er ca. 75% af de fremstillede. I hesteauktionskredse er det faktisk enormt flot og følger i øvrigt trenden fra vores auktioner i 1999 og 2000. Succesen er en understregning af at vores koncept holder. Vi forsøger at skabe nogle unikke og flotte rammer for auktionen og det er med til at skabe den rette stemning og atmosfære. Og så er vi meget opmærksomme på at få sammensat det rigtige mix af købere, således at det modsvarer det mix vore auktionsemner udgør. Tophestene er det ingen sag at sælge. Men vores auktion er også for den avler, der ikke lige på dagen har et topprodukt. Også til dem skal vi forsøge at finde en køber”.
Flemming Schultz, auktionsudvalget.
Se priser på auktionsføllene på regionens hjemmeside
[Kilde Mads Drangsfeldt drangsfeldt@get2net.dk]
Toppriser for Varmblodsføl
Tilføjet d. 03-10-2001 kl. 22:39 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

