Af Shaila Ann Sigsgaard
Det anbefales hestejere at være forsigtige med at lukke hestene på græsfold lige i øjeblikket. Man risikerer i værste fald dels at den bliver fuldstændig nedtrådt og ødelagt og dels et efterfølgende dårligt græsudbytte til sommer. Derudover er der p.t. en risiko for at græsset indeholder et højt fruktanindhold (sukkerindhold i græs), som følge af den meget milde, våde og varme vinter vi har haft/har, sammenlignet med det fruktanindhold, der er normalt for årstiden.
Lars Andersen, DLF Trifolium, Dansk planteforædling, vurderer at fruktanindholdet i græsset er omkring det halve af, hvad der er normalniveauet i forårsmånederne og forsommeren, men altså tilstrækkeligt til at man som hestejer bør være varsom med at lukke hesten på græs. Specielt kombinationen af solskinsdage, og en lav nattetemperatur (under 5-7 grad C.) giver et øget fruktanindhold i græsset.
"Som ansvarlig for hestens helbred, må vi vide hvor meget vejret betyder, når vi har fokus på sukkerindholdet i græsset, og dermed også den fare som hesten udsættes for. Hesten er et meget sart dyr mht. foderskifte. Vejrændringerne kan få græssets indhold af fruktan til at ændres betydeligt og dermed give et "falsk" foderskifte hos hesten. Derfor bør man altid tilvænne hesten langsomt til et nyt foderemne. Et godt råd er, at sørge for primært at lukke hesten på fold, når den har fået sit normale staldfoder, da den således ikke vil kaste sig over græsset", siger Lars Andersen.
Men det er ikke kun det milde vejr der disponerer for et højt fruktanindhold i græsset. Ifølge agronom og Ph.D- studerende Gitte Gadegaard (DLF Trifolium) og seniorforsker Anne Belinda Thomsen (Risø), har de fleste kommercielle græssorter idag et højt fruktanindhold for at efterkomme landmændenes ønske om bedre fodersorter til drøvtyggere.
Dyrlæge, ph.d studerende og forsker i forfangenhed hos hest, Anne Mette Danscher (KVL), anfører imidlertid, at der mangler mere afgørende viden om sammenhængen mellem fruktan og forfangenhed. Man kan ikke helt med sikkerhed fastslå årsagen til udvikling af forfangenhed hos hos hesten, om det er fruktanindholdet i græsset eller eventuelt den samlede mængde af letforgærbare kulhydrater i græsset.
Der forskes flere steder i emnet, blandt andet er der på KVL et nystartet specialeprojekt igang, som skal undersøge om fodring med græs med forskelligt indhold af fruktan og letforgærbare kulhydrater, har en indflydelse på hestens kronrand.
Kilder: Lars Andersen, DLF TRIFOLIUM, St. Heddinge.
"Forfangenhed og sukker i græsset" af Ph.D- studerende Gitte Gadegaard (DLF TRIFOLIUM) og seniorforsker Anne Belinda Thomsen, (Risø)
Publiceret i Tölt, Maj 2005
www.manurox.dk/Forfangenhed.htm
Anne Mette Danscher, dyrlæge, PhD studerende i forfangenhed hos hest, KVL.

