Af Shaila Ann Sigsgaard
Sandholdigt jord menes ofte at være synderen bag mange mave-tarmsygdomme
hos heste for eksempel sandkolik. Dyrlægerne Louise Husted og MS Andersen,
har i deres speciale i undersøgt jordbunds og gødningsprøver fra 211
islændere fra hele Danmark. Det tyder på at jordbund, græskvalitet og
forskellige fodringsrutiner alle er parametre for vurdering af sandkolik
hos heste.
Gødningsprøverne fra de 211 heste viste at ca. 56,4% havde et sandindhold
på under 5mm, hvorimod 5,7% havde sandrester på mere end 5 mm.
Sandindholdet i gødningsprøver måles ved hjælp af den såkaldte
sedimentationsteknik, hvor man opslemmer gødningen med vand og derefter
måler det tiloversblevne sand i bunden af posen.
Det viser sig at sandet jord i kombination med kort eller langt græs har en
højere risikofaktor end lerholdig jord i kombination med enten kort eller
langt græs. Udfodring på den nøgne jord er en dårlig idé, ifølge
undersøgelsen.
Hvad kan man gøre som hesteejer, for at forebygge at hesten indtager for
store mængder sand? Hvordan behandles symptomet og endelig hvordan kan man
evt. selv undersøge gødning for sandrester?
Dyrlæge Louise Husted giver følgende råd med på vejen:
Heste som går på fold vil aldrig helt kunne undgå at indtage sand, og der
vil derfor ofte kunne findes sand i en gødningsprøve. Problemet er, hvis
sandindtagelsen er så markant, at det har aflejret sig i tarmen. Dette kan
i værste fald medføre diarre og sandforstoppelser. Som hesteejer er det
vigtigt at sørge for, at hesten altid har adgang til stråfoder af god
kvalitet på jordfolden, eller den græsfold, som er sparsom med græs.
Dernæst er det faktisk lige så vigtigt, at denne udfodring foregår fra
høhække eller i krybber med fast bund for at undgå at der spises direkte
fra jorden.
Behandlingen af sandkolik afhænger af hvor meget hesten er påvirket af
sandet i tarmen, men i milde tilfælde, kan man flytte hesten væk fra
folden, og dyrlægen kan behandle med loppefrøskaller (Psyllium) opblandet i olie
ved hjælp af en mavesonde. Dernæst kan hestejeren selv tilbyde hesten
loppefrøskaller i foderet. Men i svære tilfælde vil sandet pakke sig så
hårdt at en operation er nødvendig.
Man kan selv undersøge hestens gødning for sand ved hjælp af en
rektalhandske eller en pose man tager over hånden. Herefter tager man 4-5
gødningsknolde op, og krænger posen ud over hånden og opslemmer gødningen i
2-3 liter vand. Posen masseres så gødningen opløses helt, hvorefter man
hænger posen op så evt. sand kan synke ned i bunden. Normalt vil man kunne
finde op til ca. 1/2 centimeter sand, men der kan ses eksemper på op til 1
centimeter, som man bør behandle, hvis der er gentagne fund. Man bør først
og fremmest se på, om der er noget i hestens miljø, som man måske kan
ændre, så hesten indtager mindre mængder sand på folden.
Kilde: "Risk factors for faecal sand excretion in Icelandic horses". Husted
L og Andersen MS. Department of Large Animal Sciences, The Royal veterinary
and Agricultural University.
Equine vet J.2005 Jul;37(4):351-5

