Så har startskuddet til indendørs sæsonen lydt og Ikast Rideklub lægger hårdt ud med landsstævne i weekenderne den 28.-30. september for dressurens vedkommende og den 4.-7. oktober for springningens vedkommende.
I en lang årrække blev det traditionelle Danmarksstævne i Ikast afholdt udendørs lige før sommerferien, men det blev for et par år siden flyttet til indendørssæsonen i efteråret, da Ikast Rideklub de sidste par år har lagt faciliteter til det store internationale CSIO stævne i juli måned. Dette har vist sig at være et fornuftigt valg, da rigtig mange ryttere benytter sig af at de gode forhold rideklubben kan byde på. Rideklubbens mange frivillige og trofaste hjælpere står klar til at give både ryttere og publikum et godt stævne.
De nye dressur programmer skal nu afprøves indendørs og søndag den 30. september byder derfor på Kort Grand Prix som dagens højdepunkt, men allerede fredag den 28. september er der to afdelinger af Prix Sct. Georg og om lørdagen er der blandt andet Intermediare II.
Dansk dressur ridning har virkelig formået at sætte fokus på sig selv med blandt andet de utrolig flotte resultater de danske ryttere opnåede ved EM i august, hvor holdet fik bronze. Nye ekvipager står klar i kulissen og mange benytter stævner som dette i Ikast til at prøve kræfter med de mere erfarne ryttere.
For springningens vedkommende bliver højdepunkterne lørdagens Midtbank SB og søndagens Pressalit Finale som går i en 145 cm klasse.
Ikast Rideklub glæder sig rigtig meget til at få et godt publikumsbesøg, og i skrivende stund er der over 900 starter ved stævnet, alle interesserede inviteres derfor til et par interessante weekender med forhåbentlig masser af spændende og god ridning.
Besøg også Ikast Rideklubs hjemmeside
Danmarksstævne 2001 i Ikast
Tilføjet d. 27-09-2001 kl. 03:36 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

