Af Shaila Ann Sigsgaard
15 importerede heste fra Tyskland er sandsynligvis årsagen til, at der er forhøjet alarmberedskab i staten Florida. Florida er hårdest ramt med indtil videre ca. 8 heste testet positive for den frygtede herpesvirus EHV-1, hvoraf enkelte har udvist lammelsessymtomer, som normalt optræder sjældent. Denne type herpesvirus kan udover lammelsesymptomer også give luftvejsinfektioner og virusabort. Nogle af symptomerne er bla. næseflåd, feber og hoste.
Af de 8 heste er ca. 3 døde, men heste, som har været i kontakt med de importerede heste, er nu under skarp overvågning og observation indtil inkubationstiden på ca. 21 dage er vel overstået. Dette gøres med kontrol foranstaltninger såsom isolation af heste og 2 gange daglig temperaturmåling i de stater som de importerede heste fra Tyskland har været på rejse gennem eller til. Det er bla. New Hampshire, Tennessee og
North Carolina, hvor der således er øget beredskab. En af de importerede heste var netop på vej til Californien med et stop i Tennessee. Hesten er nu erklæret død i Californien, men har altså udløst forhøjet alarmberedskab i Tennessee.
Indtil videre er ingen rapporteret positive i de ovennævnte stater, mens Florida har indført skærpet tilsyn med bla. transport af heste og disinfektion af udstyr mv.
Det seneste herpesvirusudbrud i Danmark af typen EHV-1 var i 2001 i Nordsjælland, hvor der var enkelte heste, som også udviste lammelsesymptomer. En af Heste-Nettets brugere mistede sin plag i 2002, da den måtte aflives med lammelser i bagparten, og også i 2003 måtte en bruger aflive sin dengang seks-årige hoppe på grund af viruset.
Vaccination mod herpesinfektion er kun effektivt mod luftvejsinfektioner og virusabort.Vaccination mod lammelsessyndromet frarådes direkte, da det kan
forværre sygdommen.
Kilder: www.thehorse.com og www.netdyredoktor.dk

