Af Shaila Ann Sigsgaard
Det er meget udbredt blandt danske hesteejere at få sendt blodprøver taget for bændelorm til et laboratorium i England. Blodanalysen måler antistoffer mod bændelorm målt ved optisk densitet (OD), og resultater over OD= 0,2 har været tolket som behandlingskrævende.
Et nyt specialeprojekt gennemført af dyrlægerne Mette Marie Lungholt og Laura Nygaard Kjær peger imidlertid på, at denne tolkning af blodprøven ha r været fejlagtig. De 2 daværende specialestuderende tog blod og gødningsprøver fra samtlige slagtede heste på Christianfeld Hesteslagteri over en periode på to måneder, og opsamlede alle bændelorm fra hestenes tarmkanal. Mange heste viste sig at have høje antistofniveauer selv om de ikke havde bændelorm. I alt havde 2/3 af hestene med over OD=0,2 slet ingen bændelorm, og de to studerende konkluderer, at grænseværdien hidtil har været for lavt sat. Således synes forekomsten af bændelorm i DK betydeligt lavere end først antaget, og mange heste har derfor modtaget unødvendig behandling for bændelorm.
Undersøgelserne viste desuden, at påvisning af bændelorm ved gødningsanalyse er en langt mere pålidelig diagnostisk metode end blodanalysen. De fleste dyrlægepraksis har udstyr til at udføre gødningsanalysen.
Laura Nygaard Kjær og Mette Marie Lungholt anbefaler en betydeligt højere grænseværdi for behandling af bændelorm sat til OD=0,7.

