Det skulle have været fremsat i slutningen af november. Men endnu en gang er lovforslaget om hold af heste blevet udsat, denne gang på noget der ligner ubestemt tid. I foråret skete det på grund af arbejdspres i justitsministeriet, og fordi blandt andre Dansk Ride Forbund bad om mere tid til, at regne på de økonomiske konsekvenser af lovforslaget.
Justitsministeriet oplyser, at ministeren og folketingsgrupperne endnu ikke er færdige med at drøfte, hvordan det endelige lovudkast skal lyde. Loven skulle ellers træde delvist i kraft den 1. januar 2007, men nu er det meget usikkert, om den når at blive vedtaget inden da.

