Årets Finalestævne i dressur afvikles traditionen tro i Sportsrideklubben Vallensbæk d. 1.-3. december. Der afvikles finaler i ECCO Cup for ponyer, juniorer og ungryttere samt Bundgaard Byg Cup for seniorer. Derudover afholdes "Akzent Direct-finale" for kategori 3. Finalerne i disse cups afvikles ved Sportsrideklubben Vallensbæk "jule-stævne", hvor der som altid vil være flot julepyntet.
Der er konstant stigende interesse for og tilslutning til de ovennævnte cups, og der er i år rekord stor tilmelding til Finalestævnet. I Bundgaard Byg Intermediaire Cup er der tilmeldt 13 ekvipager. Man kan bl.a. opleve Bettina Pedersen / Bøgelunds Romeo, der fører cup'en efter de tre indledende runder. Derudover kommer Betina Laisbo og den imponerende hoppe Donatella, der vandt 3. runde, Joachim Thomsen / Nordhøjs Bugatti der var vinder af 2. runde på Broholm i juli samt Anne Grethe Törnblad / Ladroneur der er nr. 4 i cup'en efter de tre kvalifikationsrunder.
Der er 10 startende i ECCO Young Rider Cup. Her deltager den danske mester og NM-sølvvinder Annemette Summers Mortensen samt DM-bronzevinder Ditte Mikkelsen. Herudover kommer Agnete Berner der sammen med Annemette fik flest point i de indledende klasser. Jeppe Houmann, der er nr. 3 efter kvalifikationsrunderne, kommer også til start sammen med bl.a. Ida Blicher, Charlotte Heering og NM-bronzevinder Anne Bendix, der alle har fået topplaceringer i cup'en i år.
Der er fuldt hus i ECCO Junior Cup med hele 17 startende. Her deltager bl.a. Marie Søgaard / Matrix, der har opnået flest point inden finalen, samt de forsvarende ECCO Cup-vindere fra 2005, Anna Kasprzak / Blue Hors Future Cup, der viser fin form igen efter en længere skadepause. Ekvipagen har vundet de to indledende runder, som de har deltaget i - senest i Tinglev i oktober. Endvidere deltager DM-guldvinder og NM-bronzevinder Sofie Jeppesen samt DM-sølvvinder og Liv Johansen.
ECCO Pony Cup for kat 1 har 13 startende. Her kan man bl.a. opleve NM-guld og bronzevinder samt den dobbelte DM-guldvinder Carina Nevermann Torup, DM-sølvvinder Nanna Merrald og DM-bronzevinder Sofie Krogh Seemann.
ECCO Pony Cup for kat 2 har 8 startende. I denne finale deltager bl.a. NM-guld og DM-sølvvinder Christina Møller, NM-sølvvinder Josefine Lund Emerek og DM-bronzevinder Anne F. Tange.
Der afvikles endvidere en klasse for kat 3 - Akzent Direct Cup - hvor de 8 bedste fra DM kan deltage. Her deltager bl.a. de 3 medaljetagere fra DM, Alexandra Spenner, Sabrina Nielsen og Sara V. Raimondi. Klasserne for kat 3 afvikles fredag og lørdag.
Sportsrideklubben Vallensbæk har selv 6 startende i finalerne - Jens Holm og Henrik Jørgensen i Bundgaard Byg Cup, Anne Bendix og Ida Blicher i ECCO Young Rider Cup samt Sofie Jeppesen og Sofie Teglbjærg i ECCO Junior Cup. Endividere var klubbens beriderelev Anders Carlsen kvalificeret i Young Rider Cup'en men kan desværre ikke starte pga en skade.
Der er gratis entré ved stævnet alle dage.
Foreløbig tidsplan:
Fredag:
Kat 3 - LA3, indledende klasse kl. 11
Kat 2 - PRT, opvarmning kl. 12.15
Kat 1 - PRT, opvarmning kl. 13.45
Juniorer, JRH, opvarmning kl. 16
Ungryttere og seniorer, PSG kl. 18.50
Lørdag:
Kat 1, PRM, indledende klasse kl. 8
Kat 3, LA4, finale kl. 10.30
Kat 2, PRM, indledende klasse kl. 12
Bundgaard Byg, Int. 1, indl. klasse kl. 13.30
Ungryttere, PSG, indledende klasse kl. 15.15
Juniorer, JRM, indledende klasse kl. 17
Søndag:
Kat 2, kür-finale kl. 8
Kat 1, kür-finale kl. 9
Seniorer, Int. 1-kür-finale kl. 12
Ungryttere, kür-finale kl. 14.30
Juniorer, kür-finale kl. 16.15
Yderligere information kan fås på klubbens hjemmeside www.sivklub.dk
Af: Henrik Jørgensen fra www.rideforbund.dk

