Kan man træne heste uden at påføre dem smerte? Det spørgsmål vil australske hesteadfærdsforskere gerne have svar på, og derfor planlægger de nu en undersøgelse, der skal afsløre, hvor stor en rolle smerte spiller i brugen af negativ forstærkning.
Heste trænes overvejende gennem tryk og ophør med tryk. Men ingen ved, om trykket behøver at gøre ondt for at virke. Derfor skal en gruppe helt grønne ungheste udsættes for basistræning, mens de er på smertestillende medicin. Det vil hjælpe med at opklare, om hestetræning kan være effektiv, selvom hesten aldrig føler smerte. Eller om smerte er en nødvendig del af negativ forstærkning.
Projektet bliver et led i arbejdet for at kortlægge de mekanismer, der ligger til basis for al hestetræning. Andre projekter skal fokusere på at udvikle udstyr til måling af tøjletræk, samt sadelunderlag og ridestøvler med tryksensorer, som kan afsløre, om rytterens hjælpere i virkeligheden er så fine, som det populært antages om ridning især på eliteniveau.
"Vi anerkender alle vigtigheden af en blød hånd, og vi roser ryttere, som har den", siger dr. Paul McGreevy, som er træner, dyrlæge og lektor i etologi og hestevelfærd ved universitetet i Sydney. "Men hvor i ridesporten bliver denne kvalitet anerkendt og belønnet? Hvor er de direkte incitamenter for unge ryttere til at lære at bruge stadig finere hjælpere?"
Dr. McGreevy håber, at rytterens indvirkning fremover kan måles elektronisk, så det bliver muligt at kortlægge, præcis hvad det er, særligt talentfulde hestefolk er så gode til. På den måde kan også knap så gudsbenådede ryttere forbedre deres teknik langt hurtigere end de kan i dag, hvor den eneste mulighed for at lære af de bedste er at tro på eksperternes egne fortolkninger af, hvad der gør dem så gode.
Fremtidens træner kan ride elevens hest igennem et program, og hjælpernes indvirkning kan lagres elektronisk, så eleven kan måle sin egen ridning mod trænerens præcision. Desuden kan dressurdommere få hjælp af moderne teknologi til at se, om konkurrenceheste er lette eller tunge fortil. Det kan nemlig være svært at se med det blotte øje, og det er en alvorlig kilde til adfærdsproblemer og nedsat velfærd, at nogle ryttere sidder med alt for mange kilo i hånden, mener den australske dyrlæge.
"Tilvænning til konstant pres fra biddet er ikke alene uelegant og uetisk", siger McGreevy til Heste-Nettet. "Det er direkte farligt." Han efterlyser reform i blandt andet det internationale rideforbund, FEI, og stiller spørgsmålstegn ved om elitedressur overhovedet burde kræve sporer og kandar.
Men det er ikke kun på eliteplan, videnskaben kan hjælpe med at højne hestevelfærden. Hvis nybegyndere startede med at lære læringsteori, kunne de undgå at give hestene blandede signaler, og derved ville også livskvaliteten for den jævne skolehest forbedres. Dertil ville sikkerheden få et løft, fordi mange rideulykker skyldes, at rytteren mister kontrol over sin hest.
I Magasinet Hest 10, som udkommer 5. december, fortæller Paul McGreevys forskningspartner, Amanda Warren-Smith, om det seneste projekt, de har afsluttet, som handler om hvor lidt tøjletræk, man egentlig kan komme afsted med, når man træner ungheste.
www.magasinethest.dk